Den viden, som Realdania har hentet hjem fra C40, er bl.a. blevet omsat til projektet ‘DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark’. Her går danske kommuner i C40-byernes fodspor og laver forpligtende klimahandlingsplaner med samme ambitionsniveau som verdens største byer.
“Det er utrolig opløftende at se, hvordan små og store kommuner tager et projekt fra nogle af verdens største byer med millioner af indbyggere og ‘oversætter’ det. Samtidig får C40 via den danske indsats viden om udfordringerne i mindre befolkede områder og landbrugsområder. DK2020 er så enestående en klimaindsats, at andre lande lige nu kigger på, om de kan kopiere modellen.”
Fokus på livscyklus
I spændet mellem genbrugsbygninger og globalt klimasamarbejde er Realdania involveret i en lang række indsatser. Og Jesper Nygård tør i dag godt sige, at bæredygtighed er en faktor i alle væsentlige projekter.
Rigtig meget handler om at bidrage til at finde ny viden og nye innovative løsninger. Det gælder i forhold til f.eks. nybyggeri, genanvendelse og renovering. Og ikke mindst indretningen og planlægningen af vores byer, så de bliver robuste og f.eks. kan modstå de klimaforandringer, der allerede er indtruffet.
“En del af vores indsatser handler om at udfordre vanetænkningen. F.eks. støtter vi lige nu en række bygherrer, der gerne vil afprøve den nye frivillige bæredygtighedsklasse. Den nye standard kan blive et rigtig vigtigt redskab til at gøre tingene anderledes og gøre byggeriet grønnere.”
Realdania bidrager også til, at de mange bygge- og renoveringsprojekter, der er blevet fremrykket af samfundsøkonomiske årsager i forbindelse med coronakrisen, kan have ekstra fokus på klimamæssig bæredygtighed. På den måde bidrager de fremrykkede projekter både til vækst og beskæftigelse og til et bedre klima. Der er f.eks. støtte til at tænke mere i bygningers livscyklus end i ‘her og nu-økonomi’.
“Som i så mange andre af livets forhold spænder ‘plejer’ ofte ben for en forandring. I langt de fleste byggerier er der en skarp opdeling af anlægsøkonomi og driftsøkonomi. Den barriere skal vi i vores optik have brudt ned, så de, der bygger, og de, der skal drifte bygningen i de næste mange år, har en fælles opgave. Det kan jo være, at lidt flere penge her og nu til de rigtige løsninger giver en besparelse på driften på længere sigt,” siger han og tilføjer, at livstidsblikket er nyttigt i alle skalaer.
“Det gælder, uanset om det er en kommune, der skal bygge en ny skole, eller en husejer, der skal i gang med at renovere eller lave en tilbygning. Det handler ikke om at finde de billigste løsninger på kort sigt, men om at finde de rigtige løsninger på lang sigt.”
Vi skal bo mere bæredygtigt
Det kan dog være svært for den almindelige boligejer eller lejer at finde frem til den mest bæredygtige løsning og i det hele taget finde ud af, hvordan man bidrager til den grønne omstilling i sit hverdagsliv. Derfor har Realdania sammen med datterselskabet Videncentret Bolius igangsat indsatsen ‘Bo Bæredygtigt’, der skal gøre danskerne klogere på, hvordan man træffer de bæredygtige valg i sin bolig.
“Fra undersøgelser ved vi, at interessen er der, men at mange mangler viden om især materialer, vedligehold og reparation på den klimavenlige måde. Med indsatsen vil vi motivere til at bo mere bæredygtigt og levere noget af den viden, som folk i dag mangler. Min vision er, at det om nogle år skal være vanskeligt ikke at købe det bæredygtige produkt til sit skur – fordi det er blevet lige så tilgængeligt og måske endda også lige så billigt som det ikke-bæredygtige. Bl.a. fordi forbrugerne er blevet klogere på deres valg og muligheder og i butikkerne efterspørger det bæredygtige,” siger Jesper Nygård og tilføjer:
“Man kan jo se på områder som f.eks. økologi og plantebaseret mad, hvor meget kundernes efterspørgsel har drevet udviklingen. Det tror jeg
også kommer til at ske i forhold til materialer til vores boliger. Og det er en vigtig udvikling, for virksomhederne er nødt til at kunne se en forretning i de gode bæredygtige løsninger, ellers kommer det ikke til at ske i rigtig stor skala.”
Forskning, innovation og eksperimenter
Når Realdania bidrager til at rykke kompasnålen mod en mere bæredygtig fremtid, sker det i en lang række samarbejder med bl.a. staten og kommunerne, almene boligorganisationer, forskningsinstitutioner, startups, ildsjæle og andre foreninger og fonde.
Målet er at skabe ny viden og få erfaringer med nye løsninger og processer. Alt bliver delt i en open source-tilgang, hvor al viden skal kunne anvendes bredt af andre aktører inden for det byggede miljø.
“Vi har i en årrække bidraget til forskning og innovation inden for byggeriet – og også til, at sektorerne samarbejder på tværs. Det sidste er f.eks. målet med innovationshubben BLOXHUB, som Københavns Kommune, Erhvervsministeriet og Realdania står bag. Hvis vi skal opfinde de bedste løsninger til fremtidens bæredygtige byer, skal vi droppe silotænkningen, så vi kan få så mange perspektiver med som muligt.”