Danmark er verdensmester i grønne løsninger og Verdensmål, lyder det tit. Men på flere områder har vi faktisk nogle ret pinlige rekorder.
I en ny podcastserie, De utålmodige, har tidligere klimaminister og EU-kommissær Connie Hedegaard og professor og FN-ekspert Kathrine Richardson sat sig for at finde ud af, hvordan vi når Verdensmålene i tide. Igennem fem programmer leder de to utålmodige værter sammen med prominente gæster efter svarene på, hvorfor vi ikke rykker ud over stepperne herhjemme, når klodens alarmklokker blinker rødt, og vi allerede ved, hvad der skal til?
Fra kendskab til handling
De utålmodige er første aktivitet i projektet Dansker, kend dine Verdensmål, som har til formål at tage danskernes store kendskab til Verdensmålene videre til handling. Igennem 2021 vil borgere, erhvervslivet og landets beslutningstagere udover podcasten kunne finde projektet på Folkemødet og blive mødt af events og challenges, artikler og undervisningsmaterialer. Alt sammen for at sikre, at der kommer skub i den handling, der er brug for, hvis vi skal nå i mål på de ni år, der er tilbage inden Verdensmålenes deadline.