I Danmark har vi godt 400 såkaldte funktionshavne, dvs. færge-, industri-, og fiskerihavne, og hertil kommer et stort antal lystbådehavne. Havnene rummer – hvad enten der er tale om et lille fiskerleje, en lystbådehavn eller en større industrihavn – spor af historier fra krig, handel, industri, søfart, fiskeri, fritidsliv og – i nyere tid – historien om moderne byudvikling.
Foreningen Historiske Huse sætter fokus på havneområderne historiske kvaliteter i danske byer ved kåringen af Danmarks Smukkeste Havneområde – en skønhedskonkurrence for danske havneområder, som løber fra tirsdag den 26. oktober – søndag den 7. november. Konkurrencen er støttet af den filantropiske forening Realdania, og vinderen offentliggøres tirsdag den 9. november kl. 10.
Porten til eventyr og erhverv
I konkurrencen har Historiske Huses uvildige ekspertpanel nomineret et bredt udsnit af havneområder over hele landet. Og der er ikke nødvendigvis tale om skønheder i klassisk forstand, fordi havnene først og fremmest har skullet tjene et formål og være funktionelle på en måde, hvor de har skabt en rig kulturhistorie, som kan mærkes på havnen. Derfor vil den potentielle vinder af konkurrencen kunne rumme alt fra ren, romantisk lysthavne-idyl til gamle industribygninger, pakhuse og siloer.