”Der skal findes løsninger, som på den ene side kan give besparelser på energiforbruget og mindske CO2-udledningen og på den anden side kan indpasses nænsomt i respekt for bygningernes bevarings- og fredningsværdier”.
Sådan har udfordringen lydt mange gange ved de godt 60 restaureringer, som Realdania By & Byg gennem tiden har foretaget. Langt de fleste af de restaurerede ejendomme er fredede; den ældste ejendom er fra 1500-tallet; den yngste er blot 55 år gammel.
Hver eneste restaurering har været og er fortsat en balancegang mellem fortid, nutid og fremtid, ikke mindst i forhold til energiforbedring. Kunsten er at finde frem til de gode energiforbedrende løsninger, som kan gøre en positiv forskel for den enkelte ejendom, og som samtidig kan vise nye veje – ikke bare for den enkelte bygning, men for historiske bygninger under ét.