Som led i Realdanias generelle arbejde for samfundsansvar og bæredygtighed har foreningen et mål om at øge andelen af missionsrettede investeringer. Det vil sige investeringer, som både skal bidrage til det økonomiske afkast, der er grundlaget for Realdanias løbende uddelinger til projekter og indsatser, og som samtidig skal understøtte de filantropiske mål og missionen.
Med en række nye tilsagn øger foreningen nu mængden af investeringer, hvor økonomisk afkast og filantropi går hånd i hånd. I løbet af de kommende par måneder forventer Realdania i alt at have afgivet investeringstilsagn for omkring 500 mio. kr. i missionsrettede investeringer.
”Det er jo afkastet fra vores kommercielle investeringsformue, der danner grundlaget for vores filantropiske arbejde. At en voksende del af disse investeringer nu også understøtter vores filantropiske mål og de udvalgte verdensmål, de taler ind i, betyder, at vi kan skabe en endnu større filantropisk effekt. Det er både vigtigt og rigtig positivt,” siger Realdanias filantropidirektør Nina Kovsted Helk.
Effektivt byggeri
Realdania går med en del af den kommercielle investeringsformue bl.a. ind i to fonde, som investerer i virksomheder, der arbejder med nye teknologier inden for bygge- og ejendomsbranchen. Det kan bl.a. være digitale løsninger, der på forskellige måder kan gøre byggeriet mere effektivt f.eks. i forhold til at nedbringe fejl og spild og dermed trække byggeriet i en mere klimavenlig retning. Nogle investeringer, der ligger i tråd med et af foreningens filantropiske mål, nemlig at fremme et sundt, effektivt og bæredygtigt byggeri.
Investeringsdirektør i Realdania Kenneth Lillelund Winther siger:
”Vi begyndte i 2020 at opbygge en portefølje af denne type missionsrettede investeringer, hvor vi både stiller krav til det økonomiske og det filantropiske afkast. Vi startede forsigtigt med en enkelt investering i 2020 og har så skruet markant op i 2021.”
Realdanias mål er at have over en mia. kr. placeret i missionsrettede investeringer inden 2026, hvor den nuværende investeringsstrategi udløber. Det tager dog tid at opbygge porteføljen, forklarer investeringsdirektøren.
”Vi stiller store krav til vores missionsrettede investeringer. De skal levere et økonomisk afkast på niveau med vores øvrige kommercielle investeringer. Samtidig skal de understøtte vores mission og mål – altså et af vores filantropiske mål eller et af de verdensmål, vores filantropiske arbejde bidrager til. Vi spiller dermed på en smallere bane end f.eks. impact investeringer, og det er krævende at finde de investeringer, der lever op til vores snævrere definition. Men for os giver det mest mening at fokusere på den spilleplade og mission, som vi allerede har for vores filantropiske arbejde,” siger Kenneth Lillelund Winther.