Med ord og billeder fortæller Høstbo om kreative arkitekter, visionære bygherrer, dygtige håndværkere og deres oversete bygningsværker.
Bogen rummer et bredt spænd af bygningsværker, der hverken lader sig afgrænse af en stilretning, tid, funktion eller størrelse. Det er derimod Høstbos nysgerrighed og interesse for de oversete detaljer, der har været afgørende for, hvilke bygningsværker der fandt vej til bogens sider.
"Udvælgelsen af bygningsværkerne, der ligger spredt over et stort område i det midtjyske, er drevet af min nysgerrighed. Jeg har udvalgt bygninger, der ofte ikke bliver nævnt, som gemmer på oversete detaljer, skjulte fortællinger: De bygninger, som vi alt for tit glemmer, ligger lige om hjørnet fra den rute, vi altid tager," siger Marie-Louise Høstbo.