I 2020 testede SAGA Space Architects deres bud på et månehabitat under en spektakulær knap 100-dages mission i Nordgrønland. Undervejs blev de meget klogere på, hvad det kræver at bygge en bolig til et andet sted end Jorden, hvor de mest basale ting som luft, stabile temperaturer, vand og mad ikke er tilgængelige, og derfor må tænkes på helt nye måder. Missionen blev også filmet til en DR-dokumentarserie.
I udstillingen A Space Saga – fremtidens rumarkitektur er månehabitatet rykket ind i Dansk Arkitektur Centers Guldgalleri, så gæster ved selvsyn kan opleve, hvordan et månehabitat ser ud indefra og få del i de erfaringer SAGA Space Architects har gjort sig med rumarkitektur. Fx kan gæsterne prøvesmage den pulvermad, som astronauter spiser i DAC Cafe og i DAC Design Shop kan man købe det med hjem og overraske vennerne med den ultimative fastfood-menu.
Uanset om man er kæmpe science-fiction-fan, nørdet rumentusiast eller blot nysgerrig på, hvordan arkitektur og design mon kan se ud på månen, inviterer udstillingen således alle med på en fascinerende rejse ud i rummet.
Fremtidens rumarkitektur
Det er næsten 50 år siden, at der sidst har været mennesker på månen. Men med nye fremskridt i raketteknologi samt et voksende politisk fokus på rumrejser planlægger den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, at sende astronauter til månen i 2025. Det bliver den første bemandede månelanding siden 1972 - og med den første kvindelige astronaut. Disse månemissioner bliver set som et vigtigt skridt på vejen mod at sende mennesker til Mars længere ude i fremtiden.
Men hvordan kan man bo på et sted, der er umådeligt mere barskt end selv et af de mest svært beboelige steder på jorden? SAGA Space Architects designer rumhabitater og arkitektur til ekstreme miljøer for at være forberedt til den dag, hvor rummet bliver tilgængeligt for den bredere befolkning. Derudover anvender SAGA løsninger fra rumindustrien til højteknologisk arkitektur på Jorden.