En ny indsats for at styrke og fastholde levende bymidter i provinsen. Et udendørs mødested i Døvling Meldgaard Skov, hvor eksperimenterende samtidskunst bliver bundet sammen med friluftsliv og naturoplevelser. Og et nyt område, der både skal sikre Randers midtby mod stormflod og oversvømmelse og give borgerne en grøn, rekreativ oase med adgang til vandet. Det er tre projekter blandt de i alt 209 projekter og delprojekter i det byggede miljø, som sidste år fik bevilget støtte fra den filantropiske forening Realdania. I alt blev der i 2022 bevilget 1.148 mio. kr. til nye projekter.
Det er afkastet af Realdanias kommercielle investeringer, der er grundlaget for de filantropiske uddelinger til projekter rundt omkring i landet. Efter gode år med høje afkast viste 2022 sig som et år, hvor de globale aktiemarkeder gav markante negative afkast – bl.a. som følge af krigen i Ukraine. Den negative udvikling kan blandt andet tilskrives et stigende renteniveau som følge af centralbankernes bestræbelser på at dæmpe den stigende inflation i 2022, og at usikkerheden omkring selskabernes fremtidige indtjening er øget året igennem.
Den negative markedsudvikling resulterede i et negativt afkast af investeringsaktiviteterne på -1.821 mio. kr. svarende til -6,6 procent. Afkastet blev primært drevet af kursfald inden for hoved-aktivklasserne Equities, Fixed Income Investment Grade og Fixed Income Non-Investment Grade.
Årets samlede resultat efter filantropiske uddelinger, skat og omkostninger blev et underskud på 1.786 mio. kr. Som følge af det negative investeringsafkast, er årets resultat påvirket af en regnskabsmæssig indtægt vedrørende skat på 566 mio. kr. Der har desuden været bortfald af tidligere års bevilgede uddelinger svarende til 553 mio. kr., som ligeledes er indtægtsført. Bortfaldet stammer hovedsageligt fra, at projektet med at etablere et UN Live Museum i København i juni 2022 måtte opgives. Bortfaldet har været medvirkende til, at Realdania har kunnet bevilge over en mia. kr. i støtte til projekter.