Af Andrea Hansen - Foto: Bjarke Ørsted
Det starter som en stille formiddag i Roskildes kreative bydel Musicon. Men det varer ikke længe, før stilheden bliver afløst af aktiviteter og leg. En stor, dobbelt glasdør med blåt metalstel står på vid gab ind til en bygning, som udefra ligner et gammelt værksted. Det er her, foreningen Orange Makerspace holder til, og denne lørdag byder de Realdanias medlemmer indenfor.
Det er noget af en kontrast, når man først træder ind. Det ser man tydeligt på de børn, som medlemmerne har med. Store, nysgerrige øjne afslører, at det her sted får hænderne til at krible og ideerne til at vokse. Her er træ, glitter, metal, tekstiler. Her kan de save, male, sy og bygge. Kigger man rundt, er der en værktøjsvæg, mange forskellige maskiner og hjemmelavede skilte. Det mærkes, at kreative mennesker har sat deres aftryk, og nu kan andre få lov til at gøre det samme.
Men børn og voksne må holde på deres kreativitet lidt endnu. For efter en kort velkomst på værkstedet er dagens første stop i Hal12. Den ligger kun nogle få hundrede meter væk og er en nedlagt betonfabrik, der i dag fungerer som skatehal. Både Orange Makerspace og Hal12 har fået støtte fra Realdania.