”Goddag og velkommen”. Sådan har det lydt mange gange i årets løb, når Realdania By & Byg har budt velkommen til åbent-hus-arrangementer flere steder i landet: i Gelsted på Fyn, i Arnborg ved Herning, i Brande ved Aarhus, i Nakskov og i Fredericia.
Alle disse steder er døre blevet åbnet, og offentligheden budt indenfor, når Realdania By & Byg har færdiggjort restaureringen af en historisk ejendom.
Åbent hus for alle
I Gelsted på Fyn blev restaureringen af byens over 100 år gamle stationsbygning færdiggjort og fejret. I Arnborg ved Herning blev istandsættelsen af arkitekt Poul Erik Thyrrings eget hus afsluttet, og i den anden ende af landet, i Nakskov, stod også arkitekt Ejnar Ørnsholts eget hus færdigrestaureret og klar til åbent hus.I den naturskønne Elbodal ved Fredericia kunne der bydes indenfor i den nyrestaurerede Gammelby Mølle med både vandmølle, stuehus og avlsgård, og også et andet sted i Fredericia, i centrum af byen, i den nye bydel, Kanalbyen, blev offentligheden i årets løb inviteret indenfor, nemlig i de første to af fem nybyggede MiniCO2 Etagehuse.
Endelig gav et lejerskifte i arkitekt Knud Friis’ eget hus i Brabrand mulighed for at åbne dørene for offentligheden til et kig indenfor i arkitektens eget hus fra 1958.