En opdagelsesrejse udi arkitekten Knud Friis’ mange talenter vil tage dagevis og føre til steder som Odder, hvor han tegnede byens rådhus i 1971; Ebeltoft, hvor den netop fredede Entreprenørskole blev lagt til rette i 1968, og Rømø, hvor Hotel Lakolk i 1965 nærmest voksede ud af det forblæste klitlandskab. Rejsen vil også føre til et utal af adresser i Aarhus og til byer som Aalborg, Nyborg, Odense, Horsens, Hillerød og sågar til udlandet, og hertil kommer et utal af afstikkere til villaveje og familieboliger.
Men opdagelsesrejsen kan også bare gå ét sted hen, nemlig til Aarhus-forstaden Brabrand, hvor Knud Friis' eget private hus, smukt beliggende på toppen af en bakke, forener alt det talent og personlighed, som han i sin livslange karriere omsatte til enfamiliehuse, almene boliger, fabrikker, rådhuse, skoler, gymnasier, hospitaler og kirker.
Knud Friis mestrede det hele, og i takt med at det danske velfærdssamfund voksede frem i slutningen af 1950’erne, omsatte han tidens internationale impulser til sit helt eget arkitektoniske udtryk - i alle årene i tæt samarbejde med kompagnonen Elmar Moltke.