Vi skal blive bedre til at bygge efter den viden, vi har

Af Mikkel Sander Rydzy

Den arkitektur, der omgiver os, påvirker os som mennesker. Den kan skabe ro og forudsigelighed. Den kan invitere til fællesskaber og aktiviteter. Og den kan ligefrem have en helende effekt på os. I de seneste årtier har arkitekter, sociologer og fagfolk fra hvert deres perspektiv undersøgt, hvordan arkitekturen påvirker os. 

Helle Timm, der er seniorforsker ved Center for Sundhedsfaglig Forskning, Rigshospitalet, og professor ved Syddansk Universitet, fremhæver, at de fysiske rum ikke gør det alene. En lige så vigtig dimension er det sociale og det inkluderende hos de mennesker, man bliver mødt af. Der skal være et liv i rummene, som møder én. 

”Når vi befinder os i nogle rum, vi godt kan lide at være i, så oplever vi en form for anerkendelse eller status. Vi er åbenbart noget værd, når vi skal være i de her lokaler, som vi befinder os godt i,” siger Helle Timm, der bl.a. står bag hjemmesiden og publikationen Arkitektur & Lindring, der er udgivet med støtte fra Realdania. 

Publikationen har et særligt fokus på arkitekturens indflydelse og samspil med den lindrende indsats for mennesker ramt af livstruende sygdom, deres pårørende og personalet i de forskellige enheder.

Et helhedsgreb

At det helende element opstår i samspillet mellem fysiske rammer og mennesker, er også en pointe hos Mette Blicher Folmer. Hun er uddannet arkitekt og sygeplejerske og har skrevet en ph.d. om helende arkitektur. 

”Det er vigtigt, at man ser helende arkitektur som et helhedsgreb. Det er lidt ligesom bæredygtighed – det minder om hinanden på nogle parametre. Der hvor jeg har set de bedste forudsætninger omkring de fysiske rammer, er, når der er en samlet personalegruppe, som byder ind med, hvordan vi bedst muligt får skabt nogle helende rammer,” siger Mette Blicher Folmer, der skelner imellem helende og helbredende.

”Helende arkitektur er også et sted, hvor man kan dø på en værdig og respektfuld måde. Omsorgsfuld arkitektur, kan man også kalde det,” tilføjer hun.

Mette Blicher Folmer arbejder i dag med skolebygninger i Aarhus Kommune og bruger her sine indsigter i den helende arkitektur i sit arbejde. Hun mener, at vi som samfund generelt er alt for dårlige til at bruge principperne fra den helende arkitektur. 

”Livsrum-projekterne er rigtig interessante og vellykkede eksempler. Men grundlæggende er det jo vildt at tænke på, at man skal gå ud af hospitalet og over i en anden bygning for at møde en omsorgsfuld arkitektur. Omsorg er et kernebegreb på et hospital, så det burde jo være tænkt ind i arkitekturen på selve hospitalerne,” siger Mette Blicher Folmer.

Heller ikke Helle Timm mener, at vi er gode nok til at bruge vores viden om helende arkitektur i velfærdsbyggerier.

”Der er forskning, som viser de muligheder, der er. I f.eks. Arkitektur & Lindring-projektet fik vi skabt erfaring og evidens for, hvilke former for arkitektur og design der skaber trivsel og velvære, fysisk, psykisk og socialt. I Realdanias tidligere arbejde med hospicer blev det også undersøgt, hvordan arkitekturen og de fysiske rammer bedst muligt fungerer i forhold til hospicefunktionen og den menneskelige omsorg. Så vi har en del viden om, hvad der virker, lige fra de helt store byggerier og ned til f.eks. at indrette en enkelt sengestue, så den både praktisk og symbolsk virker lindrende,” siger Helle Timm, der selv har et bud på, hvorfor den eksisterende viden ikke udnyttes bedre:

”Når den viden, der findes, ikke bruges nok, er det, så vidt jeg kan vurdere, på grund af prioritering af ressourcer. Altså et spørgsmål om økonomi. Der bygges jo ikke kun ud fra, hvad der vil være det bedste at bo, leve og opholde sig i, men også ud fra konkurrerende, stramme budgetter, der skal overholdes.”