Bygge- og ejendomsbranchen får nu adgang til gratis arbejdsklausuler, der kan indsættes i kontrakter og bruges som et udgangspunkt for krav, dokumentation og opfølgning over for entreprenører og underentreprenører.
”Når udfordringerne på byggepladserne går på tværs af værdikæden, kan den enkelte virksomhed ikke løse opgaven alene. Derfor har vi udviklet arbejdsklausuler, som kan bruges direkte i kontrakter, og som bliver endnu stærkere i praksis, hvis vi arbejder med dem i fællesskab og deler erfaringer med branchen,” siger Søren Møller-Larsson, ejendomschef hos AkademikerPension. I arbejdsklausulerne stilles bl.a. krav om kædeansvar og due diligence i forhold til underentreprenører.
Arbejdsklausulerne er en del af projektet Fælles Ansvar, der udvikles af AkademikerPension, caps lock partners, Deloitte og MT Højgaard-koncernen med støtte fra Realdania.
Projektet skal gøre det nemmere for bygge- og ejendomsbranchen at arbejde systematisk med ansvarlighed ved at stille gratis og standardiserede værktøjer til rådighed.
”Alle er enige om, at social ansvarlighed er vigtigt. De fleste er også enige om, at det er svært at håndtere social ansvarlighed i aftalerne på en hensigtsmæssig måde. Vi bidrager til dette projekt, da vi har erfaringer at trække på, og da vi gerne vil støtte branchen i det videre arbejde,” fortæller Flemming Pristed, partner hos advokatfirmaet Poul Schmith, der har bistået i udviklingen af arbejdsklausulerne.
Fra fagbevægelsen bakker man op om initiativet, fordi man ser fælles værktøjer som et vigtigt skridt til at sikre ordentlige forhold på byggepladser:
”Med gratis arbejdsklausuler bliver det bliver lettere at stille krav til både hoved- og underentreprenører. Det kan være med til at sikre ordnede løn- og ansættelsesvilkår på tværs af byggepladsen. Det kan blive et helt afgørende skridt for at sikre at kriminelle ikke finder vej ind i byggebranchen og ordentlige forhold for alle, der arbejder i branchen.” siger Søren Sand Kirk, direktør hos Danske Byggefag, som er samarbejdsorganisationen for syv FH-forbund med knap 80.000 medlemmer i byggebranchen.
Videreudvikling i fællesskab
Parterne bag udgivelsen lægger samtidig op til, at klausulerne løbende styrkes med input fra dem, der bruger dem og bliver mødt af dem.
”Planen er, at arbejdsklausulerne opdateres årligt. Derfor fortsætter vi den gode dialog med branchen, myndighederne og fagbevægelsen. Ambitionen er at rykke branchen med ambitiøse klausuler – med respekt for den praktiske virkelighed ude hos virksomhederne,” fortæller Ali Simiab, direktør, caps lock partners.
Arbejdsklausulerne kan downloades gratis på fællesansvar.dk.