Siden de første bygninger blev certificeret i Danmark for cirka 15 år siden, er anvendelsen af certificeringer steget markant, og i dag certificeres omkring halvdelen af alle større danske byggeprojekter.
Indtil nu har det været begrænset med viden om certificeringernes økonomiske, miljømæssige og sociale værdi. Denne viden er dog afgørende for at styrke beslutningsgrundlaget og understøtte fremtidige valg om at certificere i branchen.
Derfor igangsatte Rådet for Bæredygtig Byggeri i samarbejde med Rambøll Management Consulting, og en lang række aktører i branchen, sidste år et større analyseprojekt med målet om at belyse værdien af certificeringer i en dansk kontekst. Projektet er støttet af Realdania, Rambøll Fonden, Grundejernes Investeringsfond og Investorernes Bæredygtighedsnetværk.
”Det er godt, at vi nu bedre kan vise, hvordan certificeringer skaber værdi i bygge- og ejendomsbranchen – ikke bare økonomisk, men også socialt og miljømæssigt. Det er et godt udgangspunkt for at arbejde videre med konkrete anbefalinger til branchen i forhold til, hvordan man kan øge brugen af bæredygtighedstiltag endnu mere til gavn for både mennesker og miljø,” siger Annemarie Munk Riis, adm. direktør i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Den hidtidige begrænsede viden om certificeringers værdi skyldes især, at data om certificeringerne er spredt hos mange forskellige aktører. Denne analyse har arbejdet fokuseret på at samle data, kvalificere den og gennemføre en omfattende kortlægning.
Rapportens hovedkonklusioner
Certificerede boligejendomme har et 8 % højere lejeniveau og certificerede erhvervsejendomme et 16 % højere lejeniveau end tilsvarende ikke-certificerede ejendomme.
Lejen for certificerede og ikke-certificerede ejendomme følger samme udvikling over tid (2019-2025).
På grund af datamangel er det ikke muligt at vurdere, hvordan certificeringer påvirker salgsprisen på ejendomme, men det vurderes, at der er en høj efterspørgsel på certificerede ejendomme blandt ejendomsinvestorer.
Certificeringsordninger stiller højere miljøkrav end lovgivningen, bl.a. til livscyklusvurderinger (LCA).
Livscyklusvurderinger (LCA) af de undersøgte, certificerede bygninger viser, at deres CO₂-udledninger ligger et godt stykke under grænseværdierne i lovgivningen.
Certificeringsordninger stiller højere krav end lovgivningen til bl.a. indeklima, kemikalier og tilgængelighed, hvilket har vist at skabe øget velvære for bygningers brugere på områder som produktivitet, søvnkvalitet og sundhed.
Analysen er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, og dens tilgang og proces er løbende kvalificeret af et eksternt forskerpanel, en styregruppe og et Advisory Board bestående af aktører fra bygge- og ejendomsbranchen.