Der blev den 24. februar holdt valgmøde i Realdanias valggruppe for byudvikling i Carlsberg Byen i København.
Valggruppen omfatter borgmestrene i landets 98 kommuner. De fremmødte borgmestre fik blandt andet et overblik over Realdanias filantropiske arbejde og hvilke aktuelle puljer og indsatser, der er relevante for kommunerne lige nu. Samtidig fik de et dybere indblik i den filantropiske strategi, som Realdania arbejder ud fra frem til og med 2031.
Bestyrelsesformand Lars Krarup og adm. direktør Nina Kovsted Helk fortalte også om foreningsarbejdet og de investeringer, der ligger til grund for uddelingerne og om nogle af de øvrige mere end 5.000 projekter, som Realdania har støttet indtil nu. Der var på mødet også tid til både spørgsmål og debat.
”Det er altid en fornøjelse og basis for spændende debat, når vi mødes med landets borgmestre til valgmøde, fordi de sætter retning på rigtig meget af udviklingen i Danmark. Og fordi kommunerne gennem årene har været en af Realdanias vigtigste samarbejdspartnere i projekter og indsatser. Vi fik også valgt syv medlemmer af vores repræsentantskab for de næste fire år. Nogle er nye i vores øverste myndighed og andre blev genvalgt. Jeg glæder mig til samarbejdet med dem alle,” siger bestyrelsesformand Lars Krarup.
De syv valgte repræsentantskabsmedlemmer er:
Anstina Krogh, borgmester, Faaborg-Midtfyn
Katrine Fusager Rohde, borgmester, Viborg
Lars Holk Storgaard, borgmester, Favrskov
Lasse Frimand Jensen, borgmester, Aalborg
Michael Ziegler, borgmester, Høje-Taastrup
Serdal Benli, borgmester, Gladsaxe
Stephanie Storbank, borgmester, Billund
Realdania er en filantropisk forening med omkring 195.000 medlemmer. Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem, og repræsentantskabet er den øverste myndighed. Realdania arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø – forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. Det er f.eks. byudvikling, fællesskaber, den grønne omstilling i byggeriet og bevaring af vigtige kulturmiljøer. Foreningen har siden år 2000 støttet omkring 5.200 projekter med ca. 24 mia. kr.