Der blev kigget tilbage på et jubilæumsår med masser af fokus på fællesskaber og livskvalitet, da Realdanias repræsentantskab afholdt foreningens ordinære repræsentantskabsmøde i dag. Repræsentantskabet godkendte på mødet foreningens årsrapport og valgte medlemmer til bestyrelsen.
Realdania støttede i løbet af 2025 i alt 280 projekter og indsatser. Samlet bevilgede foreningen 650 mio. kr. til filantropiske uddelinger og filantropiske ejendomsinvesteringer. Årets resultat efter skat blev 205 mio. kr., og resultatet vurderes som tilfredsstillende. Bestyrelsesformand Lars Krarup siger:
”Selv om det i et globalt perspektiv var svære tider med kriser og ufred, som vi også kunne mærke på vores investeringer, så vil jeg alligevel glæde mig over, at 2025 var et rigtig godt år for Realdania. Vores årsregnskab landede tilfredsstillende og mange nye projekter fik støtte. Og så brugte vi vores 25-års jubilæum som anledning til at støtte og fejre fællesskaber over hele landet. 150 fantastiske fællesskaber – fra rollespillere og havedyrkere til havbønder og softball-spillere – har fået et sted at mødes. En del af de små fælleshuse er kommet op allerede, og resten følger i de kommende år. Samtidig offentliggjorde vi en af de største undersøgelser af livskvalitet nogensinde og inviterede 10.000 mennesker til fællesskabs-festival over hele landet.”
På mødet valgte repræsentantskabet følgende kandidater til Realdanias bestyrelse for en fireårig periode: Lone Kjærgaard, Malou Aamund og Palle Adamsen. Efter mødet konstituerede bestyrelsen sig med Lars Krarup som bestyrelsesformand og Mette Kynne Frandsen som næstforkvinde i bestyrelsen. Realdanias bestyrelse består nu af:
Lars Krarup (bestyrelsesformand)
Mette Kynne Frandsen (bestyrelsesnæstforkvinde)
Malou Aamund
Palle Adamsen
Christina Holberg Fenger
Lars Hvidtfeldt
Kristine Leth Juul
Lone Kjærgaard
Dorte Krak
Niels-Ulrik Mousten
Gunde Odgaard
Grundlaget for Realdanias filantropiske arbejde er afkastet af foreningens investeringsformue. I 2025 gav investeringerne et positivt afkast på 1,1 mia. kr., svarende til 4,1 pct. Set over en femårig periode har foreningens gennemsnitlige afkast ligget på 7,6 pct. Realdanias adm. direktør Nina Kovsted Helk siger:
”Realdania er en langsigtet investor, og det enkelte års afkast er ikke afgørende for vores uddelinger. Vi har da også i 2025 ramt det budgetterede uddelingsniveau og bevilget penge til mange fantastiske initiativer rundt omkring Danmark – lige fra omdannelsen af et pakhus på havnen i Nykøbing Mors til et kultur- og oplevelseshus og til 17 projekter, der skal gøre os klogere på, hvordan vi kan omdanne eksisterende bygninger til flere boliger.”
Realdania fik en fin tilgang af nye foreningsmedlemmer i 2025. I alt 10.770 meldte sig ind i løbet af året. Foreningen havde ved årsskiftet ca. 195.000 medlemmer.