Byggefestivalen på Als er på få år vokset fra en uformel sammenkomst i en privat have til en egentlig festival og samlingspunkt for håndværk, bæredygtighed og fællesskab.
I 2025 besøgte ca. 1.000 mennesker Byggefestivalen, der afholdes over fem dage med håndværk, kreativitet og fællesskab i naturskønne omgivelser på Als, hvor deltagerne får fri adgang til materialer, værktøj og faglig sparring – med mulighed for at bygge små projekter, deltage i workshops, lære nye teknikker og være en del af et levende skabende fællesskab.
Men begyndelsen var langt mere beskeden. I 2007 opstod de første spirer på Djursland – ikke som en egentlig festival, forklarer forperson Tore Muurholm: “Den første gang var mere en havefest med byggeprojekter end en egentlig festival.”
Det afgørende var dog ikke formatet, men følelsen. Deltagerne oplevede noget, der satte sig fast: glæden ved at skabe noget sammen – og erkendelsen af, at de faktisk kunne.
“Der var noget i stemningen, fællesskabet og glæden ved at skabe noget sammen, som ramte folk. Mange gik hjem med følelsen af: ‘Det her kan jeg faktisk godt.’”
Fra inspiration til handling
I dag er Byggefestivalen blevet et sted, hvor deltagerne arbejder med materialer, værktøj og konstruktioner. De skiller ting ad, bygger nyt og genanvender det, der allerede findes. Det er ikke tilfældigt.
“Bæredygtighed kan hurtigt blive noget abstrakt, man taler om på afstand,” siger Tore Muurholm. “Men når man selv står med værktøjet i hånden, så mærker man værdien helt konkret.” Det handler om at flytte mennesker fra intention til handling. Mange vil gerne leve mere bæredygtigt, men mangler erfaring eller mod. Her bliver festivalen en slags laboratorium – et trygt rum, hvor man kan prøve sig frem.
“For os er det vigtigt, at bæredygtighed ikke kun bliver noget, man skal forstå med hovedet, men også noget man kan mærke i kroppen.”
Nye veje ind i håndværket
En særlig ambition for festivalen er at engagere flere unge. Ikke nødvendigvis ved at rekruttere dem til traditionelle håndværksfag, men ved at ændre deres syn på, hvad håndværk kan være: “Særligt i forhold til unge håber vi, at festivalen kan åbne døren til håndværk på en anden måde end den klassiske,” siger Tore Muurholm.
Det handler om at vise håndværk som noget kreativt, socialt, meningsfuldt og sjovt – ikke som noget tungt eller forbeholdt de få. Mange unge er optaget af klima, fællesskab og nye livsformer. Her kan byggeri og håndværk blive en konkret indgang til at arbejde med de spørgsmål.
“Håndværk og byggeri kan være en meget konkret vej ind i spørgsmål om grøn omstilling, proaktive fællesskaber, ligestilling og handlekraft. Flere skal gå fra festivalen med en oplevelse af, at de selv kan være med til at forme deres omgivelser.”
Og besøger man festival for første gang, så er ambitionen enkel: “Jeg håber, man mærker, at man er velkommen – også selvom man aldrig har holdt en skruemaskine før. Hvis deltagerne allerede efter første dag tænker: “Her tør jeg godt kaste mig ud i noget nyt”, så er målet nået,” siger Tore Muurholm.