Åbent hus: Her boede den milde brutalist i Brabrand

Da familien Friis for knap 70 år siden byggede hus på toppen af en bakke i Aarhus-forstaden Brabrand, var huset på alle måde iøjnefaldende. Brabrand var et nybygger-område. Intet var vokset til, så alt stod til åbent skue – ikke mindst Friis-familiens hus, som på alle måder sprang i øjnene.

Det var råt og robust; det var hverken pænt eller pyntet, og det var bygget af rå beton både ude og inde. Det var helt aparte i Brabrand anno 1958. Det var et makværk.

I dag er huset ikke længere helt så synligt. Det ligger gemt bag træer og buske, men arkitekturen springer stadig i øjnene – nu ikke længere som makværk, men som et mesterværk.

Et mesterværk og et mønstereksempel

Mesterværket er Aarhus-arkitekten Knud Friis’ eget hus fra 1958 – en sammensmeltning af arkitektens visioner og væsen; et hjem for den milde brutalist. For knap tyve år siden blev huset fredet, og i dag udgør det et betydningsfuldt bygningsværk i dansk arkitekturhistorie.

I Knud Friis’ eget hus forenes hans blik for datidens nye industrielle byggematerialer med en udpræget sans for omgivelserne og en tydelig glæde ved den ærlige, ydmyge og robuste arkitektur, sådan som den kom til udtryk i stilen ’brutalisme’. Det hele blev tilsat Knud Friis’ milde og medmenneskelige væsen.

Søndag den 21. juni åbnes dørene til huset, der på én og samme tid er et mesterværk og et mønstereksempel på de mange andre enfamiliehuse, som særligt i Brabrand og i Aarhus og omegn bærer signaturen Friis & Moltke.

En ny arkitektur

Fire år før opførelsen af eget hus havde Knud Friis sammen med arkitektkollegaen Elmar Moltke etableret eget firma, og i årene fra 1954 og frem fik en lang række familier glæde af de sublime streger, som Friis & Moltke leverede, når de satte sig ved tegnebrættet.

Frem til 1970 tegnede de to arkitektkolleger flere end 160 enfamiliehuse, og i det danske landskab banede de vejen for en ny arkitektur, der hentede sin kraft i brugen af rå og robuste materialer, synlige og ærlige konstruktioner og ydmyge og usminkede løsninger.

Arkitekturen, der opstod i midten af 1900-tallet, gik under navnet ’brutalisme’, inspireret af det franske ord ’béton brut’, som betyder rå beton.

Brutalismens bannerførere havde ingen intention om at skabe en brutal eller aggressiv arkitektur, men derimod en intention om at lade en bygning stå ”uindpakket” med synlige konstruktioner og rå byggematerialer, især den upudsede beton, der blev brugt både ude og inde med alle dens ujævnheder og aftryk af forskalling.

Plads til samvær og nærvær

Selv om ordet ’brutalisme’ i sig selv kan lyde menneskefjendsk – ligesom også Knud Friis’ eget hus ved første øjekast kan virke lukket og utilnærmeligt – så var både brutalismen og Friis-familiens hus tænkt som det stik modsatte: Som en ærlig, ydmyg og robust byggestil, der ikke gjorde noget stads af sig og ikke skreg på opmærksomhed, men i stedet satte menneskeligt samvær og nærvær i centrum. For Knud Friis, hustruen Bodil og deres tre børn udgjorde Brabrand-villaen da også i over 50 år et levende og gæstfrit hjem.

Efter Friis-parrets død i 2010 købte Realdania By & Byg det velbevarede og fredede hus for at bevare et ikonisk og arkitekturhistorisk betydende bygningsværk.

Huset er samtidig et mønstereksempel på den særegne brutalistiske stil, som Friis & Moltke formåede at omsætte til en lang række markante bygningsværker i takt med, at det danske velfærdssamfund voksede frem fra slutningen af 1950’erne og op gennem 60’erne og 70’erne. Ikke bare enfamiliehuse, men også almene boliger, fabrikker, rådhuse, skoler, gymnasier, hospitaler og kirker blev skabt ved makkerparrets tegnebord.

Bygget til almindelige familier

Knud Friis eget hus er samtidig en vigtig brik i fortællingen om udviklingen af den danske familiebolig efter anden verdenskrig, hvor billigere byggematerialer og privatøkonomisk velstand var med til at skabe grundlaget for et byggeboom af boliger til mange familier – ofte med inspiration i arkitekternes egne huse.

Fælles for mange af Friis & Moltke-husene er, at de blev bygget til helt almindelige familier, og frem til 1959 blev mange af husene opført med lån fra staten. Hensigten med statslånsordningen – der eksisterede fra 1933 til 1959 – var at komme boligmanglen til livs og give jævne familier mulighed for at bygge eget hus.

Dén mulighed fik de, og med hjælp fra datidens arkitekter som blandt andre Friis & Moltke fik familierne også mere end ’bare’ et hus. De fik arkitektur, der var skabt af visioner og vovemod, og de fik en bolig, der kunne udgøre en livslang ramme om familien.