Menu

Åbent hus i arkitekt Mogens Lassens eget hus i Klampenborg

– Hvert tredje år søgte han om byggetilladelse

Nyhed

3. juli 2026

Åbent hus i arkitekt Mogens Lassens eget hus i Klampenborg den 29. og 30. august

Når Realdania By & Byg den 29. og 30. august inviterer til Åbent hus i arkitekt Mogens Lassens eget hus fra 1935, kan gæsterne gå på opdagelse i et skulpturelt bygningsværk, som gennem årene er blevet om- og tilbygget mange gange. Realdania By & Byg har for nylig overtaget huset, og forude venter nu en kortlægning af både arkitekturen og farverne. Men forinden åbnes dørene for alle interesserede.

–  Cirka hvert tredje år søgte han om byggetilladelse hos kommunen.

Sådan lyder det fra Realdania By & Bygs arkitekt Frants Frandsen, når han starter fortællingen om den danske arkitekt Mogens Lassen og det hus, som arkitekten i 1935 tegnede til sig selv og sin familie på Sølystvej i Klampenborg, og som han boede i frem til sin død i 1987.

Mange kender Mogens Lassen for lysestagen ’Kubus’, som han formgav i 1962, men længe inden da var Mogens Lassen en af pionererne i brugen af jernbeton, som han konstruerede på helt nye måder og modellerede til skulpturelle huse.

Et af de særligt bemærkelsesværdige huse er hans eget hus, som han tegnede i 1935, og som viser en tydelig inspiration fra tidens nye og moderne arkitektur, som epokens store arkitektnavn, Le Corbusier, havde formuleret nogle år tidligere.

Åbent hus den 29.-30. august

Kom indenfor i arkitekt Mogens Lassens eget hus på Sølystvej 5 i Klampenborg.  Huset fra 1935 er et fredet stykke dansk arkitekturhistorie og viser Lassens banebrydende brug af jernbeton og skulpturelle formsprog.

Mange forandringer gennem tiden

– Mogens Lassen havde dog ikke boet ret længe i sit nybyggede, Le Corbusier-inspirerede hus, før han gik i gang med at bygge om. Han flyttede ind i 1937, og allerede fire år senere begyndte han at udbygge kælderen og ændre facaden på havesiden. Senere blev der foretaget flere tilbygninger og ombygninger især i perioden 1951-1955, siger Frants Frandsen.

I den gamle byggesagsmappe, som Frants Frandsen har fået adgang til, er det dog langt fra alle om- og tilbygninger, som er lige velbeskrevet, og derfor venter der nu Realdania By & Byg et større kortlægningsarbejde og en granskning af forskelligt kildemateriale – både for at forstå husets oprindelige arkitektur og forstå husets dynamiske udviklingshistorie frem til i dag.

Men inden der sættes gang i dette arbejde og en efterfølgende restaurering, holdes der åbent hus for alle, som har lyst til at opleve huset, herunder også den fritliggende atelierbygning, som Mogens Lassen tilføjede i husets have i 1959.

Det hele – både huset, atelierbygningen, haven og et udhus – blev fredet i 1987.

1930’ernes internationale funktionalisme

Det er godt et halvt år siden, at Realdania By & Byg købte huset, som i sin egenskab af arkitektens helt eget hus udgør en unik og meget personlig, dansk fortolkning af 1930’ernes internationale funktionalisme med stærk inspiration fra Le Corbusier.

Siden overtagelsen af huset i foråret har Frants Frandsen og hans kolleger forsøgt at blive klogere på det over 400 kvadratmeter store hus og atelierbygningen. De første undersøgelser viser, at  huset i 1940’erne og 1950’erne blev kraftigt tilbygget på nordsiden ud mod Sølystvej, hvor der blev tilføjet bygningselementer i mere plastiske former med kuppel- og kegleformede ovenlys

– I 1941 ombyggede Mogens Lassen husets underetage, så han kunne bruge etagen til tegnestue, og samtidig ændrede han den nederste del af facaden ind mod haven. Den ellers tilbagetrukne underfacade flyttede han nemlig helt frem i facaden, så huset fik et markant nyt arkitektonisk udtryk, siger Frants Frandsen, som forventer at finde flere forandringer, som Mogens Lassen foretog i løbet af sine 50 år i huset.

Det er tydeligt, at Mogens Lassen brugte sit eget hus som en form for legeplads eller eksperiment, hvor han kunne udforske og afprøve nye rumlige funktioner og teste hvordan jernbeton kunne bruges til at formgive på helt nye måder. ”

Frants FrandsenProjektchef, Realdania By & Byg

Forskellige farver gennem tiden

Sideløbende med den ihærdige byggeaktivitet foretog Mogens Lassen også flere indvendige farveskift i løbet af sine 50 år i det skulpturelle hus på Sølystvej, ligesom efterfølgende ejere også har skiftet farver flere gange.

For at forstå husets farvesammensætning over tid har Frants Frandsen derfor allieret sig med Nationalmuseets farvekonservatorer,  som allerede har været i gang med en omfattende farveundersøgelse i bygningernes interiører.

Ifølge Frants Frandsen viser undersøgelsen, at Mogens Lassen ikke bare i sin formgivning af huset, men også i sit farvevalg har hentet inspiration hos Le Corbusier. Under et ophold i Frankrig i 1920’erne stiftede Lassen bekendtskab med den schweizisk-franske arkitekt og den farvefilosofi og det farveklaviatur med 63 farver, som Le Corbusier arbejdede efter. Både filosofien og farverne har uden tvivl inspireret den danske arkitekt.

– I Danmark har Lassen dengang været blandt de første arkitekter, der anvendte en lige så farvebevidst tilgang som Le Corbusier og brugte farverne som et immaterielt virkemiddel. Farverne blev tillagt rumlige og psykologiske egenskaber og valgt efter deres evne til at påvirke rumfornemmelsen, skabe stemninger og harmonere med de menneskelige behov, lyder det fra Frants Frandsen, som ser frem til, at de oprindelige farver i huset genskabes i det omfang, det er muligt.

Men inden da åbnes huset og atelierbygningen for alle, som har lyst til at kigge indenfor.

Relaterede projekter