Menu

Oplev arkitekt Mogens Lassens eget hus:

- Som at bevæge sig rundt i bjerglandskab

Mogens Lassen

24. august 2026

Åbent hus i Mogens Lassens eget hus i Klampenborg den 29. og 30. august kl. 10:00-15:00

Et uforudsigeligt hus. Dét er den oplevelse, mange gæster får, når de besøger huset, som arkitekten Mogens Lassen tegnede som sin egen private bolig i 1935, og som han sidenhen ombyggede et utal af gange. I foråret overtog Realdania By & Byg huset i Klampenborg, og i weekenden 29. og 30. august åbnes dørene for alle, som har lyst til at gå på opdagelse.

”Det er som at bevæge sig rundt i bjerglandskab eller i en landsby ved Middelhavet med gyder, torve og huse.”

Sådan skriver professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, Christoffer Harlang, om huset, som den danske arkitekt Mogens Lassen tegnede for 90 år siden. I 50 år udgjorde huset ikke alene Mogens Lassens private bolig, men også hans arkitektoniske legeplads, hvor nye ideer konstant blev afprøvet, og der blev ombygget og udbygget.

Åbent hus den 29. og 30. august

Mange kender Mogens Lassen for lysestagen ’Kubus’. Men vidste du, at arkitekten Mogens Lassen også var en af pionererne i brugen af jernbeton, som han konstruerede på helt nye måder og modulerede til skulpturelle huse. I 1935 tegnede han sit eget hus, som i dag er fredet. Oplev huset den 29. og 30. august kl. 10:00-15:00, når Realdania By & Byg åbner dørene til huset. Alle er velkomne.

For knap 40 år siden blev huset fredet, og sidste år blev det købt af Realdania By & Byg, som om kort tid går i gang med at restaurere og genskabe husets indvendige farver.

Efter restaureringen udkommer en bog om huset med tekst af Christoffer Harlang, men inden da åbnes huset for alle, som har lyst til at gå på opdagelse i dette uforudsigelige hus, der som et bjerglandskab er skabt i mange niveauer, med både kantede og runde former og med uventede rumlige oplevelser.

Åbent hus finder sted i weekenden den 29. og 30. august kl. 10:00-15:00.

Inspiration fra den berømte arkitekt Le Corbusier

Da Mogens Lassen byggede sit hus i 1935, var det med tydelig inspiration fra den berømte arkitekt Le Corbusier, som Lassen havde mødt, da han som medarbejder i et dansk ingeniørfirma i 1927-28 blev sendt til Paris.

Her stiftede Lassen bekendtskab med Le Corbusiers ideer om en moderne arkitektur, der bl.a. byggede på et ideal om, at arkitekturen ikke længere skulle ikke efterligne historiske stilarter, men være rationel, funktionel og tilpasset det moderne liv. Arkitekturen skulle tilbyde nye måde at bygge og bo på, og inspirationen skulle bl.a. komme fra den moderne teknologi med biler, fly og oceandampere.

Alt dette tog Lassen med sig hjem, hvor han tilsatte Le Corbusier-arkitekturen et væld af sine egne personlige aftryk – ikke mindst da han byggede og sidenhen udbyggede sig eget hus.

Mange tilbygninger, ombygninger og farveskift

Allerede få år efter at Mogens Lassen var flyttet ind i huset med sin familie, begyndte han at bygge huset om.
Gennem årene blev det til mange tilbygninger, ombygninger og farveskift, alt sammen helt efter arkitektens egne ideer og indskydelser, og tilbage står et hus, som – med Christoffer Harlang ord – giver de besøgende en oplevelse af ”at bevæge sig rundt i bjerglandskab eller i en landsby ved Middelhavet med gyder, torve og huse.”:

Huset står ikke stille i et fastlåst billede. Det er et levende værk, en organisme, der forandrer sig i takt med sin skaber, og som er i bevægelse, ligesom naturen eller landskabet er det over tid. Nye impulser og ideer afprøves, der lægges til og trækkes fra i en samtale uden ophør.

Mogens Lassens trækker stier, terrasser og trappeløb gennem de skulpturelle bygningsformer, laver nicher i vægge, finder siddepladser og sætter fuglebad. Flytter rundt på tingene og stiller på deres virkninger.

Det er som at bevæge sig rundt i bjerglandskab eller i en landsby ved Middelhavet med gyder, torve og huse.

Mogens Lassen udfordrer i de knapt 50 år, han arbejder videre med sit hus, den gængse forståelse af den moderne arkitekturs hævdvundne begreb om det sluttede værk, hvorfra intet kan føjes til eller trækkes fra uden at værket svækkes. Mogens Lassen trak vejret med huset, og huset trak vejret med ham.

(-fra den kommende bog om ”Mogens Lassens eget hus”, som Realdania By & Byg udgiver)