Menu

Knap 2.400 gæster besøgte i weekenden arkitekt Mogens Lassens eget hus

Nyhed

31. august 2026

Knap 2.400 gæster besøgte arkitekt Mogens Lassens eget hus

1/4

”Vi kender hans lysestage, og nu kender vi også hans eget hus. Det har vi glædet os til at opleve”. Sådan lød det fra flere af de godt 2.400 gæster, som i løbet af weekenden kiggede forbi til åbent hus i den danske arkitekt Mogens Lassens eget hus i Klampenborg. Bag åbent-hus-arrangementet stod Realdania By & Byg, som for nylig har købt det fredede hus og snart går i gang med at restaurere.

Mens mange af weekendens åbent-hus-gæster var helt klar over, at Mogens Lassen var ophavsmanden til den populære Kubus lysestage, så kom det som en overraskelse for flere, at den danske arkitekt i 1935 havde opført sit eget private hus på Sølystvej i Klampenborg.

I mere end 50 år var huset ikke alene Mogens Lassens private hjem; det var også hans tegnestue, hvor han livet igennem afprøvede sine arkitektoniske ideer og gennem årene skabte et iøjnefaldende hus med kantede, kuppelformede og kegleformede konstruktioner.

Og netop husets ydre fremtoning havde mange af weekendens åbent-hus-gæster bemærket, når de tidligere havde været på gåture rundt i området. Lørdag og søndag fik de så chancen for at komme helt indenfor og opleve husets mangfoldighed af rum og værelser og passager og trapper og niveauer – en sammensathed, som da også blev bemærket af weekendens mange besøgende:

Det er et meget anderledes hus. Vi kan ikke helt gennemskue, hvad de forskellige rum har været brugt til. På den måde er det et fascinerende hus. ”

Åbent-hus-gæster í Mogens Lassens eget hus

Det er godt et halvt år siden, at Realdania By & Byg overtog det fredede hus, der nu bliver bevaret som en unik og meget personlig, dansk fortolkning af 1930’ernes internationale funktionalisme og som en afspejling af Mogens Lassens tilgang til arkitektur, byggeri og formgivning. På baggrund af farvearkæologiske undersøgelser bliver de oprindelige indvendige farver så vidt muligt genskabt.

Jeg kunne ikke selv tænke mig at bo her, men jeg er meget fascineret af de ideer, som Mogens Lassen udtænkte for over 90 år siden ”

Åbent-hus-gæst í Mogens Lassens eget hus

Inspireret af Le Corbusier

Huset er opført på stejle skrænter på et tidligere voldanlæg i Klampenborg, side og side med andre huse, som Lassen også tegnede. Arkitekturen er tydeligt inspireret af datidens store arkitektnavn, Le Corbusier, som Mogens Lassen lærte at kende, da han som ung opholdt sig i Paris og i årene 1927-1928 arbejdede på en dansk ingeniørtegnestue.

Erfaringerne herfra og begejstringen for Le Corbusier bragte Mogens Lassen med hjem til Danmark, hvor han etablerede egen tegnestue i 1935 og sidenhen skabte sit eget arkitekturunivers.

Vi er gået forbi mange gange og tænkt på, hvordan huset mon så ud indvendigt. Udvendigt har det både noget Middelhavs-stemning og noget futuristisk over sig. ”

Åbent-hus-gæster í Mogens Lassens eget hus

Tilbygninger og ombygninger

Allerede få år efter at han var flyttet ind i huset med sin familie, begyndte han at bygge om. I løbet af de 50 år, han boede i huset, blev det til mange tilbygninger og ombygninger og sågar en helt ny bygning i form af et fritliggende atelier i haven.

Tilbage står i dag et hus, der er tegnet og udviklet efter Lassens personlige ideer og indskydelser, bygget af datidens moderne byggematerialer i form af armeret beton og jernvinduer og skabt med en udpræget sans for rumlighed og effekten af ovenlys, sidelys, nicher, hvælvede lofter og ubrudte vinduesbånd – alt sammen elementer, som var yndede i Le Corbusiers arkitektur.

Det bliver spændende, når husets rum bliver malet i de oprindelige farver. På de farvetrapper, som jeg har set rundt omkring i huset, er der mange smukke blå farver. ”

Åbent-hus-gæst í Mogens Lassens eget hus

En del af samlingen

I dag indgår Mogens Lassens eget hus i Realdania By & Bygs samling af ’Arkitekternes egne huse’, der tæller 21 huse, som alle er tegnet af betydende danske arkitekter i løbet af 1900-tallet som bolig for dem selv og deres familie. Disse 21 huse udgør værdifulde pejlemærker i den danske arkitekturhistorie og i fortællingen om familieboligens udvikling i det 20. århundrede

Disse huse er tegnet udelukkende ud fra arkitekternes egne idealer og visioner og ud fra den økonomi, der var til rådighed. Der var ikke en udefrakommende bygherre indblandet, og derfor er det ofte i arkitekternes egne huse, at deres personlige aftryk kommer tydeligst til udtryk – også i Mogens Lassens eget hus.

Huset med havemure og det fritliggende atelier blev fredet i 1987, samme år som Mogens Lassen døde. Om kort tid går Realdania By & Byg i gang med en mindre restaurering og genskabelsen af de originale, indvendige farver.

Træd ind i arkitekturhistorien

Vil du opleve mere arkitektur og flere historiske huse? Med Realdania By & Byg Klubben får du indsigt i de fortællinger om Danmark og danskerne, som vores historiske huse gemmer på – fra bondegårde til arkitektboliger. Vær med, og bliv en del af historien.

Relaterede projekter