Og vi er faktisk allerede gode til at hjælpe hinanden. På villaveje, i opgange og på tværs af gårde låner halvdelen af os ting ud til hinanden, og flere endnu holder øje med hinandens boliger. Men når det handler om at mødes og være sammen med naboerne til en gård- eller vejfest, er billedet et andet. Det gør kun lige under hver fjerde af os.
Måske kan et festtelt hjælpe lidt på vej?
Realdania er en filantropisk forening, der arbejder for at skabe bedre livskvalitet gennem de steder, vi bor og lever. Det gør vi både gennem store projekter, der udvikler byer og lokalsamfund, og gennem mindre initiativer, der gør det lettere for mennesker at mødes i hverdagen.
Med konkurrencen "Få tag over vejfesten" vil vi give flere en anledning til at mødes med naboerne. Derfor udlodder vi tre festtelte til tre nabofællesskaber.
Et festtelt skaber selvfølgelig ikke et godt naboskab i sig selv. Men gode fysiske rammer kan gøre det lidt lettere at samle naboerne, dække langbordet og mødes under samme teltdug.
Vil du være med?
Del dit bedste råd til en god vejfest, og deltag i lodtrækningen.
Konkurrencen åbner torsdag den 13. august kl. 12.00 og lukker torsdag den 20. august kl. 12.00.
Herefter trækker vi vinderne, der får kontakt direkte på mail. Hvis en vinder ikke svarer inden for fem hverdage, forbeholder Realdania sig ret til at trække en ny vinder.
Vejfesten kan styrke naboskabet, tilknytning til lokalområdet og dermed livskvaliteten
Realdanias analysechef Henrik Mahcnke står bag den store undersøgelse om danskernes livskvalitet. Om potentialerne i naboskab og vejfester siger han sådan:
”Nabofester stimulerer nogle af de ting, der betyder meget for vores livskvalitet. Det at lære sine naboer bedre at kende styrker vores følelse af at høre til i lokalområdet. Det er vigtigt for vores trivsel. Og så kan det være, at man til festen lærer nogle nye mennesker at kende, som man begynder at hilse på og småsludre med. Og lige præcis de her små lette relationer i hverdagen har rigtig stor betydning for vores livskvalitet.”