Projektet ’Fra kortlægning til handling: PFAS i byggevarer’ samler Rådet for Grøn Omstilling, Henning Larsen Architects, Søren Jensen Rådgivende Ingeniører og TRE – Trap, Rose & Ekblad i et samarbejde, der skal kortlægge PFAS i langt flere byggevarer end hidtil og samtidig udvikle konkrete løsninger, som byggeriets aktører kan bruge i praksis.
PFAS er en meget stor gruppe kemikalier, som forbindes med alvorlige konsekvenser for miljø og sundhed. Samtidig gør stofferne det vanskeligere at genbruge og genanvende byggematerialer – en central udfordring i den grønne omstilling af byggeriet.
"Vi har allerede enorme udfordringer med skadelige kemikalier i bygninger og byggeaffald fra fortidens materialevalg og mangelfulde regulering. Så længe vi tillader PFAS i nye byggevarer, efterlader vi os endnu et uoverskueligt kemikalieproblem i vores byggeri. Hvis vi skal lykkes med en cirkulær omstilling, er vi nødt til at vide, hvor stofferne findes, og få dem udfaset, før problemet vokser sig endnu større,” Lone Hjorth Mikkelsen, ph.d. og seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.
Realdania og Grundejernes Investeringsfond står bag den samlede bevilling på 2,4 mio. kr. til projektet.
Lettere for byggeriets aktører
Projektet bygger videre på et tidligere kortlægningsprojekt, der viste, at PFAS findes i flere forskellige typer byggevarer, og ofte uden at det fremgår af produktinformationen. Det betyder, at bygherrer, arkitekter, rådgivere og entreprenører i dag kan have svært ved at vide, om de bygger med materialer, der indeholder de problematiske stoffer.
Målet med projektet er både at skabe ny viden om, hvor PFAS forekommer, og at gøre det lettere for byggeriets aktører at vælge alternativer. Samtidig inviterer vi til en konstruktiv dialog med alle interesserede parter. I EU arbejdes der på en omfattende begrænsning af PFAS, og byggevarer forventes at blive blandt de produktområder, der bliver omfattet. Tidshorisonten kan dog være lang, og udfaldet er fortsat uvist.
Branchen har brug for viden om, hvilke produkter der indeholder PFAS, hvordan stofferne kan identificeres, og hvilke alternativer der findes.
”Vi oplever en stigende efterspørgsel fra bygherrer, der ønsker at undgå problematiske kemikalier i deres byggerier. Men det er svært at træffe de rigtige valg, når PFAS sjældent fremgår af produktinformationen. Projektet skal gøre det lettere at omsætte ambitioner til konkrete materialevalg,” siger Anna-Mette Monnelly, Bæredygtighedsspecialist, Søren Jensen Rådgivende Ingeniører.
Ud over laboratorieanalyser omfatter projektet også interviews og cases fra byggeriets aktører. Erfaringerne skal bruges til at belyse de barrierer, virksomheder møder, når de forsøger at undgå PFAS, og til at udvikle anbefalinger, der kan gøre omstillingen lettere.
Projektet skal samtidig skabe større forståelse for de analysemetoder, der anvendes til at identificere PFAS. Der findes op mod 12.000 forskellige PFAS-stoffer, og de kan ikke alle påvises med de samme metoder.
Projektets resultater bliver offentligt tilgængelige og skal give både myndigheder, producenter og byggeriets øvrige aktører et stærkere grundlag for at udfase PFAS og fremme et mere cirkulært byggeri.