Fra 2026 til 2029 skal en bred kreds af virksomheder, rådgivere og vidensinstitutioner omsætte erfaringerne fra Leralliancens første udviklingsprojekt til standardiserede løsninger, teknisk dokumentation og praktiske erfaringer fra konkrete byggerier.
"Med Leralliancen 1.0 har vi dokumenteret, at præfabrikerede lerjordselementer kan anvendes i byggeriet. Med Leralliancen 2.0 går vi fra laboratorietests til egentlig implementering og det kræver, at vi får skaleret de robotbaserede produktionsmetoder og opbygget de rigtige processer. Nu handler det om at reducere den regulatoriske risiko, skabe et tydeligt dokumentationsgrundlag og gøre løsningerne økonomisk konkurrencedygtige for branchen," siger Mathias Thor, CEO i Gantio Robotics.
Projektet støttes af Realdania med 4,5 mio. kr.
Fra demonstrationsprojekter til en ny praksis
Stampet lerjord er en recirkulerbar ressource med minimalt spild i produktionen, lav CO2-aftryk, passiv indeklimaregulering og brandhæmmende kvaliteter. Fordelene udnyttes ikke til fulde i dag, hvor materialet særligt har været anvendt i enkeltstående demonstrations- og udviklingsprojekter.
Leralliancen 2.0 vil udvikle og verificere løsninger, der kan anvendes direkte i traditionelle udbud og samtidig nedbringe den økonomiske og regulatoriske usikkerhed, som ofte spænder ben for nye, bio- og geobaserede materialer.
"Hvis stampet lerjord skal gå fra at være et nichemateriale til at blive en reel standard i dansk byggepraksis, kræver det mere end gode resultater i laboratoriet. Det kræver et fælles grundlag, godkendelser og erfaringer fra den virkelige verden. Det er præcis den overgang, vi nu understøtter, så viden kommer hele branchen tilgængeligt," forklarer Simeon Bamford, Arkitekt, ReVærk.
Søg pulje: Bliv en del af Leralliancen
Med en ny pulje inviterer Leralliancen bygherrer og rådgivere til at bringe konkrete byggeprojekter, udfordringer og anvendelsesbehov ind i projektet. Formålet er at koble markedets reelle krav direkte ind i udviklingsarbejdet og sikre en bred forankring.
Udvalgte projekter får adgang til:
Økonomisk støtte til selve lerblokken, som dækker en del af den for nuværende typiske meromkostning ved at gå fra traditionelle materialer til stampede lerjordselementer
Teknisk dokumentation og projekteringsstøtte fra konsortiets vidensinstitutioner
Sparring om godkendelser, brand- og styrkedokumentation samt udførelse
Adgang til konsortiets netværk af rådgivere, producenter og testpartnere
Erfaringerne fra projekterne skal samles og deles åbent. Resultatet bliver blandt andet teknisk dokumentation, dataark, projekteringsmanual, udførelsesvejledning samt brand- og styrketests, som branchen frit kan tage afsæt i. Målet er dermed ikke at udvikle én lukket løsning til ét enkelt byggeri, men at skabe et fælles fundament, som gør det lettere for flere at tage stampet lerjord i brug.
Puljen er åben fra 1. oktober 2026 med ansøgningsfrist den 15. december 2026. Læs mere om puljen på Leralliancens hjemmeside.