Der blev ikke lagt fingre imellem, da Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter, som dagens første oplægsholder gav et overblik over udfordringerne. Affolkningen i landdistrikterne vil fortsætte af den helt simple årsag, at arbejdspladserne flytter ind til de store byer, og det er ikke et spørgsmål om konjunkturer eller bølger, mener Curt Liliegreen:
”Min pointe er, at de bevægelser, vi ser i øjeblikket, er en strukturel omskiftning i det danske samfund, som mange andre vestlige samfund oplever fuldstændigt på samme måde. Og derfor kan man jo ikke rigtigt imødegå dem, men det kan være, at man kan imødegå de følgevirkninger og de skadevirkninger, som denne her proces har. Dels i yderområderne, hvor vi kan aflæse det i de faldende boligpriser og dermed også en stigning i overbelånte og teknisk insolvente husstande, men det er heller ikke godt for de store byer, fordi en så kraftig stigning i boligefterspørgslen vil også have skadevirkninger inde i byer som København, Frederiksberg og Aarhus. Det vil presse priserne kraftigt op og på længere sigt give et boligbyrdeproblem”.
Det starter med forventningsafstemning
Og hvad er det så, man kan gøre for at afbøde slaget fra de strukturelle forandringer, som forandrer Danmarkskortet i disse år? Et af de tilbagevendende temaer i dagens debat handlede om kommunernes evne og vilje til at prioritere ressourcerne og ikke stikke folk blår i øjnene med tomme løfter om, at forandringerne kan gennemføres uden afvikling i de hårdest ramte områder.
Professor Anker Brink Lund lagde vægt på, at kommunerne skal blive bedre til afstemme forventninger med borgerne:
”Jeg mener, at rigtig meget kommunalpolitik i dag er med til at skabe falske forventninger. Enhver forandring bliver introduceret som en forbedring, og det er ikke nødvendigvis godt for den udvikling, vi har fat i, og det er heller ikke nødvendigvis godt for livskvaliteten”, sagde Anker Brink Lund og fortsatte:
”Hvis vi behandler alle bysamfund ens, så går de formodentligt alle sammen lige meget i opløsning. Vi er nødt til faktisk at gå ind og vælge, og det er jo det, politik også er. Det gør ondt. Der er altid vælgere, der kommer i klemme. Og så det allervigtigste, som jeg tror, vi er nødt til at se i øjnene: Der kan ikke laves udvikling på det her felt, hvis der ikke også bliver en eller anden form for afvikling. Og det er jo det, der er politikernes, de folkevalgtes helt klare privilegium. Det er jer, der skal bestemme det”.
Afgørende at prioritere ressourcerne
I Odsherred Kommune er de allerede i gang med at foretage en række reflekterede valg med hensyn til kommunens fremtid. Odsherred Kommune har i samarbejde med Realdania udarbejdet en visionsplan for kommunens udvikling frem mod 2030, og det har været nødvendigt at slagte nogle hellige køer, indrømmede borgmester Thomas Adelskov:
”Det er ikke let for kommunalpolitikere at nå frem til en erkendelse af, at man måske ikke ender med at tiltrække nye store industrivirksomheder til kommunen, som både redder kommunens økonomi, beskæftigelsen og får mange nye tilflyttere til”.
I Odsherred har man valgt at fokusere på natur, kultur og kvalitetsfødevarer og ikke mindst de mange tusinde sommerhuse, som i perioder får kommunens indbyggertal til at eksplodere. Sommerhusene gør også kommunen attraktiv for mange seniorer, som vælger at rykke teltpælene op og flytte på landet. Den udvikling giver nye udfordringer for borgmesteren og kommunalbestyrelsen, men igen har processen med at udvikle en visionsplan hjulpet kommunen med at fokusere og prioritere ressourcerne:
”Vi fik en klar anbefaling: Glem nu det der med at gøre som alle andre kommuner og sige, at I vil allerhelst og næsten kun have børnefamilier til at flytte til. Sats nu på det, som I er gode til i forvejen og gør det som ligger lige for: Sats på seniorerne, som flytter fra hovedstaden, når de har solgt lejligheden og flytter op i deres sommerhus og bliver gode skatteborgere og i øvrigt et aktiv for jeres forenings- og kulturliv”, sagde Thomas Adelskov.
Risikovilje kan betale sig
Med til fortællingen om de mere succesrige yderområder hører også et element af risikovillighed. Det ved man i Esbjerg, hvor havnen, lige siden byen blev etableret for 150 år siden, har været omdrejningspunkt for den økonomiske aktivitet. På ganske få år omkring årtusindskiftet forsvandt fiskeriet fra byen, og havnen skulle genopfinde sig selv som knudepunkt i en voksende offshore-industri. Der var ikke tid til at ryste på hånden, fortalte Ole Ingrisch, adm. direktør i Esbjerg Havn:
”Vi lavede en ny masterplan og besluttede, at vi ville investere milliarder i at modernisere infrastrukturen. Vi ville gøre havnen til top of the pops med hensyn til havneanlæg, vanddybde, kraner og ikke mindst baglandsinfrastrukturen. Det vil sige motorvejen ned på havnen, ny jernbane og alt muligt andet, som hører til en moderne havn, og som er nødvendigt, hvis man vil tiltrække nye, globaliserede virksomheder inden for energisektoren”.
Esbjerg er en solstrålehistorie, men viljen til at tage en chance behøver ikke at omfatte milliardinvesteringer i ny infrastruktur. I Allinge på Bornholm er Folkemødet på få år blevet en national begivenhed, som på fire dage i juni måned 2014 tiltrak mere end 80.000 gæster. Specialkonsulent Louise Groth-Michelsen har været med i planlægningen af Folkemødet siden starten i 2011, og hun fremhæver blandt andet politisk lederskab og risikovilje som en del af forklaringen på succesen:
”Vi har haft en politisk leder, der har villet det her. Det er Winni Grosbøll, og det har betydet rigtig meget. Men ledelsen har samtidig givet os det handlerum, som var nødvendigt for, at vi kunne sparke Folkemødet i gang på så kort tid,” fortalte Louise Groth Michelsen.