Problemet er ikke, at mange danskere med anden etnisk baggrund bor samlet i et boligområde. Problemet er, at de ikke har kontakter uden for ghettoen, siger juridisk rådgiver i Exitcirklen, Khaterah Parwani. Den slags kontakter kunne ellers gøre en enorm forskel for kulturelt eller socialt isolerede beboere, hævder hun med personlige erfaring som bevisbyrde.
Behov for vedvarende relationer
”Hvorfor har vi et hav af repræsentanter, der vil vores bedste, men som aldrig er en del af vores hverdag, vores liv og vores bekendtskab? Der er alt for stor afstand mellem de her betonblokke og alverdens kommunikatorer, eksperter, professorer, debattører og politikere. Det skaber mere afmagt end man egentlig lige tror, og alle disse fremtrædende erfaringsrige personer er en stor ressource, hvis de bare gad at danne vedvarende relationer i boligområdet,” siger Khaterah Parwani og fortsætter:
”Unge, der er udsatte, har brug for mentorer, men ikke kun spejlvendte mentorer, dvs. ikke kun dem med anden etnisk baggrund eller dem, der tidligere har været en del af det kriminelle miljø, men også ressourcestærke danskere. Det viser de enkelte unge, hvor stor verden egentlig er. Sådan et møde gør faktisk alverden. Ikke kun for de unge, men også for forældregenerationen. Der er brug for reelle relationer og kontakt, der er brug for, at vi betragtes som værdige nok til at investere overskud og energi i.”