Mere menneskelig investering

Problemet er ikke, at mange danskere med anden etnisk baggrund bor samlet i et boligområde. Problemet er, at de ikke har kontakter uden for ghettoen, siger juridisk rådgiver i Exitcirklen, Khaterah Parwani. Den slags kontakter kunne ellers gøre en enorm forskel for kulturelt eller socialt isolerede beboere, hævder hun med personlige erfaring som bevisbyrde.

Behov for vedvarende relationer
”Hvorfor har vi et hav af repræsentanter, der vil vores bedste, men som aldrig er en del af vores hverdag, vores liv og vores bekendtskab? Der er alt for stor afstand mellem de her betonblokke og alverdens kommunikatorer, eksperter, professorer, debattører og politikere. Det skaber mere afmagt end man egentlig lige tror, og alle disse fremtrædende erfaringsrige personer er en stor ressource, hvis de bare gad at danne vedvarende relationer i boligområdet,” siger Khaterah Parwani og fortsætter:

”Unge, der er udsatte, har brug for mentorer, men ikke kun spejlvendte mentorer, dvs. ikke kun dem med anden etnisk baggrund eller dem, der tidligere har været en del af det kriminelle miljø, men også ressourcestærke danskere. Det viser de enkelte unge, hvor stor verden egentlig er. Sådan et møde gør faktisk alverden. Ikke kun for de unge, men også for forældregenerationen. Der er brug for reelle relationer og kontakt, der er brug for, at vi betragtes som værdige nok til at investere overskud og energi i.”

Et skub fra udefrakommende 

Khaterah Parwani peger på at det handler om relationer, som afbryder og forstyrrer det kendte, måske for at plante en drøm. 

”Hvis der er noget, jeg har lært af betonblokkenes børn, så er det, at der gemmer sig nogle helt fantastiske skæbner, der har brug for et skub. Der er ikke brug for kommunale medarbejdere, der sætter hakker ved diverse undersøgelser.”

Khaterah Parwani mener, der mangler reel mellemmenneskelig interesse udtrykt i handlinger og individuelle investeringer: 

”Jeg efterlyser den, for jeg møder den ikke, men jeg ved fra mit arbejde, hvor afsindigt meget den investering rykker hos den enkelte unge. Det betyder rigtig meget, for når der kommer nogen udefra, så sætter vi barren højere for de enkelte unge.”

Passivitet må ophøre
”Det er en tosporet strategi, vi skal i gang med. Det er en kulturændring, hvor passivitet bliver nødt til at ophøre, men det kræver også en erkendelse af, at der eksisterer altså et parallelt samfund i vores socialt belastede områder,” fortæller Khaterah Parwani. 

Og så skal der skabes flere kontaktpunkter, hvor relationerne mellem udsatte og ressourcestærke danskere kan opstå og gødes:

”Vi skal jo ikke kun aktivere børnene. Jeg kan huske, da min mor begyndte at gå i den lokale syklub og mødte andre danske kvinder. Det ændrede hendes liv fuldstændigt, da hun fik etnisk danske venner. Hun tog det med hjem til os, og så havde vi pludselig middage, hvor der også var alle mulige andre mennesker med til bords.”