Landbrugsfonden var Jacobs eneste mulighed
Herefter fortalte den unge landmand Jacob Therkildsen om sine erfaringer med ordningen. Han var bare 23 år gammel, da han i februar 2014 blev etableret som mælkeproducent via APs landbrugsfond. Han overtog på daværende tidspunkt en gård med 380 køer. I dag er besætningen oppe på 550 køer og 6 ansatte.
Jacob Therkildsen understregede indledningsvis, at han på ingen måde opfatter sig selv som driftsleder for AP Pension. Han driver sin egen landbrugsvirksomhed på lejet areal med lejede bygninger og med sin egen driftfinansiering. Hvis alt går efter planen, overtager han gården, når den 8-årige aftale med Dansk Farm Management A/S udløber. På spørgsmål fra salen om hvorfor han netop havde valgt AP Pensions landbrugsfond svarede Jacob Therkildsen:
”Som 23-årig tror jeg nok egentlig i bund og grund, at det var den eneste mulighed for mig. Jeg havde ikke nogen stor egenkapital, og jeg søgte heller ikke andre alternativer, fordi det her var sådan en sag, der skulle gå forholdsvis hurtigt.”
Nyt låneprodukt til unge landmænd
Derefter indtog landbrugskundedirektør i Vækstfonden Palle Christensen talerstolen. Vækstfonden har siden 2010 været med til finansiere mere end 300 landbrug for over 1,3 mia. kr. Etableringslån til landbrug er et nyt låneprodukt, der særligt henvender sig til yngre landmænd med ambitioner om at overtage og udvikle en eksisterende bedrift. Lånet kan dække den yderste del af investeringen – i praksis den del, som overstiger 90 pct. af aktivværdierne.
Danmarks første sharemilkere
Dagens sidste oplægsholdere på podiet i den gamle lade på Hindsgavl Slot var Danmarks første sharemilkere - den økologiske planteavler, Per Bundgaard, og de to 23 årige nordjyske landmænd Patrick Bertelsen og Tobias Flensted. Danmarks første dele-malker-koncept så dagens lys den 1. oktober 2015.
Per Bundgaard har lejet sin gamle kostald til de to unge landmænd. De samarbejder også om indkøb af foder og flere andre forhold i den daglige drift, hvilket alt sammen har betydet, at de to unge landmænd har kunnet komme i gang med egen bedrift på 150 øko-jerseykøer med et samlet lån, der ikke overstiger, hvad folk skal låne, når de køber et parcelhus.
"Der er vores bedrift, som vi selv styrer"
Ligesom Jacob Therkildsen fremhævede Patrick Bertelsen og Tobias Flensted, at selv om de teknisk set lejede sig ind i bygningerne, så drev de deres egen landbrugsvirksomhed, som de følte fuldt ejerskab overfor. Tobias Flensted formulerede det sådan:
”Det er ikke vores, men det er jo vores. Vi har jo vores eget landbrug. Vi har bare lejet stalden. Det er jo ikke noget, vi tænker over til daglig, og vi er i gang for 2,5 millioner. Skulle vi have haft en ejendom på den samme størrelse, så skulle vi nok have lagt 20 millioner. Det kan vi jo slet ikke finansiere. Og når vi går rundt til daglig, så tænker vi ikke over det. Det er vores bedrift, som jeg og Patrick styrer.”
Per Bundgård ser heller ingen grund til, at delelandbrug skal stoppe ved mælkeproduktion:
”Det kan være, at det næste, vi går i gang med, er griseproduktion. Og det kan også være planteavlen, går hen og bliver en deleplanteavl. Jeg håber, at der kommer en grøntsagsavler, som vil i gang med at lave nogle grøntsagskasser, nogle lokale grøntsagskasser til en god pris.”