I Herning Kommune ryster man ikke på hånden. Lige siden Herning Centrets etablering i 1978 har det været en klar strategi, at der skal holdes liv i både bymidte og indkøbscenter. Den strategi holder stadig, fortalte Jørgen Krogh, som er direktør for By, Erhverv og Kultur i Herning Kommune:
”Nu har jeg skrevet 1 + 1 = 3, og det er fordi, der altid har været nogle som mener, at vi umuligt både kan satse benhårdt på at have et aflastningscenter af en pæn størrelse og samtidig have en bymidte, hvor der også bliver investeret massivt. Men det er det, vi gør, og derfor skriver jeg 1 + 1 = 3”.
Senest har kommunen blandt andet afkortet gågaden, investeret i ny belægning, legepladser, nye pladsdannelser med bedre læforhold og muligheder for udeservering samt gratis parkering. Det hele sker i tæt samarbejde med de lokale handlende. Det gælder for eksempel den gratis parkering, som kommunen tilbyder, fordi butikkerne bakker op via Cityforeningen:
”Vi har aldrig været pjattede med en facadeafgift, og i stedet aftalte vi med butikkerne og Cityforeningen, at hvis butikkernes kontingent til foreningen og de kroner, som blev brugt på markedsføring, nogenlunde matchede den potentielle P-afgift, som kunne være landet i kommunekassen, ja så ville vi droppe P-afgiften, og det har faktisk kørt siden”.
Masser af tomme butikker
Resultaterne taler for sig selv. Denne pragmatiske tilgang kombineret med målrettede investeringer har reduceret tomme butikslejemål i bymidten til næsten nul. Og det gør Herning til noget særligt, hvis man skal tro Per Nyborg, som er adm. direktør i rådgivningsvirksomheden Institut for Center-Planlægning, ICP.
Per Nyborg og ICP har analyseret konsekvenserne af stigende e-handel, som sammen med urbanisering og en omfattende liberalisering af lukkeloven, er godt i gang med fuldstændig at forandre detailhandelsbranchen. Og tendensen er ikke til at tage fejl af: Antallet af overflødige butikskvadratmeter vil vokse hastigt i de kommende år, og mange især små og mellemstore byer vil have svært ved at opretholde et varieret butiksudbud:
”Uanset bystørrelse forventer vi en pæn tilbagegang i arealbehovet, og vi taler altså om et fald på mellem 1,6 millioner m2 og 2,3 millioner m2. Det samlede areal til butikker i Danmark er 11 millioner m2, så det er store tal, vi taler om her”.
Tilbagegangen omfatter både butikker med udvalgsvarer og dagligvarer, men udvalgsvarerne bliver hårdest ramt. Ser man bort fra bedste beliggenhed i de større byer, vil huslejeniveauet derfor også blive påvirket i nedadgående eller stagnerende retning ganske mange steder, siger Per Nyborg.