Tegnene på den øgede urbanisering er ikke til at overse. Arbejdspladser, uddannelse og forskning flytter i stigende omfang ind til de store bycentre. Det medfører en voksende forskel mellem storby og provins, noget som kan få bekymringer om sammenhængskraften i hele Danmark til at vokse.
Gevinst eller mindsket sammenhængskraft?
Realdanias adm. direktør Jesper Nygård indledte dagen med at byde velkommen til de mange fremmødte, og fortalte herefter om, hvordan foreningen Realdania via 623 igangværende projekter arbejder for at skabe livskvalitet og sammenhængskraft i hele Danmark. I by og på land. Fra Landsbyklynger og seniorbofællesskaber til kampagnen ”By i balance” i udsatte boligområder og det nyåbnede BLOX på Københavns Havn.
Efter velkomsten inviterede dagens ordstyrer Martin Krasnik, chefredaktør for Weekendavisen, fire profiler på scenen til paneldebat. Profilerne var Maria Rørbye Rønn, generaldirektør for Danmarks Radio, Meik Wiking, direktør for Institut for Lykkeforskning, Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer og Claus Kjeldsen, adm. direktør for Institut for Fremtidsforskning. Alle skulle de give deres bud på, hvordan urbaniseringen bliver til en gevinst for alle.
Et af temaerne der hurtigt kom i fokus i paneldebatten, var mediernes rolle i forhold til hvilken fortælling om yderområder, der ofte dominerer mediebilledet. Ikke nødvendigvis en fortælling om høj livskvalitet, lokal virketrang og sammenhold eller faldende huspriser, fraflytning og lukkede skoler.
Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer mente at de landsdækkende medier alt for ensidigt fokuserer på den negative fortælling fra landets yderområder. Det var generaldirektør i Danmarks Radio Maria Rørbye Rønn ikke enig i. Hun understregede at DR har pligt til at give et nuanceret dækning fra hele Danmark, og at de derfor har redaktioner placeret i hele landet.