Anders Lendager fortæller om konstruktionen af Upcycle Studios og Ressourcerækkerne.
Derfor har hans virksomhed opfundet et nyt paradigme, som de kalder for kostneutral bæredygtighed. Det handler om at udvikle bæredygtige produkter, der kan det samme og koster det samme som de eksisterende, ikke-bæredygtige løsninger, for på den måde at gøre det oplagt for alle at træffe det bæredygtige valg. For at nå dertil måtte han udover sin arkitektvirksomhed oprette både et konsulentbureau samt en upcyclematerialevirksomhed, som bl.a. indeholder en murer-, beton-, vindues-, glas- og tekstilvirksomhed.
”Hvis man køber noget der er bæredygtigt, så skaber det vækst, men det skaber også den bæredygtighed, vi har brug for. Så det scenarie, vi står over for, er interessant for kapitalfonde og industrier, for det handler om at accelerere en bæredygtig vækst,” forklarede han.
I forbindelse med en arkitektkonkurrence stillede han sig selv spørgsmålet: ”Hvad nu hvis man designede med verdensmålene?" Det blev til boligbyggeriet UN17 Village, som skal ligge ved afslutningen af Ørestad, og som bliver det første byggeprojekt i verden, der omsætter alle FN’s 17 verdensmål til konkret handling. De 17 verdensmål rummer 161 undermål og 232 indikatorer, og derfor brugte Lendager Group indledende en masse tid og energi på at oversætte alle relevante danske mål til konkrete tiltag, som derefter er indarbejdet i projektet UN17 Village.
I Ørestad ligger også to andre eksempler på virksomhedens innovative tilgang til bæredygtighed: Upcycle Studios og Ressourcerækkerne, som deltagerne kom ud at se efter debatten.
Energirenovering er nødvendig fra et samfundsperspektiv
Dagens anden taler, Katrine Bjerre M. Eriksen, direktør i interesseorganisationen Synergi, drejede samtalen fra nybyggeri til det eksisterende byggeri, hvor hun mener, at der er behov for at se langt mere på energirenovering.
”I mange år har energirenovering og energieffektivitet ikke rigtigt været på dagsordenen politisk. Det syntes vi, der skulle gøres noget ved,” sagde hun.
Derfor blev Synergi stiftet for halvandet års tid siden af Danfoss, Grundfos, ROCKWOOL og VELUX. Én af deres hovedpointer er, at det ikke er nok at forlade sig på en grønnere energiproduktionen for at nå klimamålene.
”Mange har en fortælling om, at vores energi er 100 % grøn lige om lidt. Der må jeg bare sige: Det er ikke lige om hjørnet. De rigtige vedvarende energikilder sol og vind udgør kun lige knap 9 % af den samlede energiproduktion. Der er altså lang vej igen, til vi når frem til en situation, hvor vi har 100 % grøn energiproduktion i Danmark,” sagde hun.
Derfor er der også endnu mere grund til at kigge på, hvordan vi kan reducere vores energiforbrug.
”Det handler om samfundsøkonomi. For hvis vi reducerer vores energiforbrug, kommer vi faktisk billigere i mål med den grønne omstilling. Og det er vigtigt for det danske samfund som helhed, men det er også vigtigt for os som skatteborgere, hvor stor regningen bliver – der skal også være penge til velfærd, uddannelse osv.,” forklarede hun.
Ifølge Klimarådets beregninger er energirenovering af bygninger det mest effektive og billigste omstillingselement. Og vi skal i gang nu, for det vil være 120-160 milliarder kroner dyrere, hvis vi venter til 2050 med at energieffektivisere, sagde Katrine Bjerre M. Eriksen. De største sparepotentialer findes i bygninger før 1980, i parcelhuse og i etageejendommene, fortalte hun og sluttede:
“Så der er masser af gode mulige investeringer derude, hvis man har mod på det.”
Klimastrategi med afkast
Dagens sidste taler, Peter Gravesen, porteføljemanager i PKA, har ansvar for PKA’s ejendomsudvikling, projektering af nybyggeri og klimastrategi. Han fik for nogle år tilbage stillet opgaven: Lav en klimastrategi for vores ejendomsportefølje, hvor vi reducerer CO2-udledningen med 50 %.
”Vores primære formål er at skabe afkast. Så vi er ikke filantroper; vi er 100 % investorer, men vores medlemmer kigger i en filantropisk retning på, hvad vi gør med pengene,” forklarede han.
Én løsning er at vedligeholde den eksisterende bygningsmasse og bygge om i stedet for at rive ned. Derudover bygger PKA alle nybyggerier efter 2020-standard og bygger miljøcertificerede ejendomme, svanemærkede lejeboliger og DGNB-certificerede erhvervsejendomme.
”Det gør vi ud fra en kommerciel betragtning, for jeg søger selvfølgelig afkast, jeg søger efterspørgsel, og jeg tror på, at boligejere kender svanemærket, og erhvervslejere kender DGNB,” forklarede Peter Gravesen.
Mange af forbedringerne giver også ikke-økonomiske fordele, som lejerne er glade for, såsom bedre indeklima og reduceret støj.