Debatmøde på Hindsgavl Slot: Hvad giver folk på landet livskvalitet?
Lykkeparadokset, polarisering af by og land, unge på landet, naturens betydning og meget mere foldede vi ud, da omkring 70 gruppefæller og gæster fra Realdanias faglige netværk Landbrugsforum og Byudviklingsforum var samlet på Hindsgavl Slot den 11. april 2024.
Oplægsholdere, kommuner og aktører i landbruget delte deres erfaringer og debatterede, hvilken rolle de hver især spiller i at understøtte livskvaliteten på landet.
Blandt dagens mange pointer var disse:
Livskvalitet på landet - ikke landbrug, men natur. Pia Heike, lektor på Institut for Statskundskab og Center for Landdistriktsforskning på SDU, præsenterede sin forskning, der viser, at når folk skal sætte billede på, hvad der giver dem livskvalitet på landet, er det billeder af natur, mad, årstider og rytmer. Ikke billeder af landbrug. Lykkeparadokset er, at livskvalitet ikke nødvendigvis er associeret med levestandard.
Kommunernes planlægning - fra rådden banan til rødspætte. Anja Jørgensen, professor i urban sociologi på Aalborg Universitet, præsenterede sin forskning, der afslørede ny vigtig viden og et vigtigt redskab til planlægning og udvikling: Kommunerne bør studere sine lokalområder på mikroniveau. Så viser Danmarkskortet sig nemlig som en rødspætte af højere og lavere levestandard i alle kommuner.
Unge der flytter – branding er spild af penge. Eva Mærsk, ekstern konsulent hos Nordregio og ph.d. i kultursociologi fra Syddansk Universitet, præsenterede forskning, der viser, at kommunernes forsøg på at lave kampagner, der skal få unge til at flytte tilbage, ikke virker: Man kan ikke brande sig ud af et steds strukturelle vilkår (det er spild af penge). Hvorvidt de unge flytter, bliver eller kommer tilbage, handler også om den fortælling, de er vokset op med: ’Blivere’ bliver ofte omtalt som ’failing to leave’ – dvs. der er en negativ fortælling om at blive.
Fællesskaber på landet. Fællesskabet i de små lokalsamfund på landet fungerer, fordi man bliver nødvendig for hinanden. Man skal ikke være nærig med sig selv – men man kan bidrage med det, man kan. Evald Bundgård Iversen, centerleder for Forskningsenheden Active Living på Syddansk Universitet, præsenterede forskning, der viser blandt andet, at når man bidrager til, at andre får muligheder, giver det i sig selv livskvalitet. Ligesom det at være en del af ’kampen for lokalområdet’, giver livskvalitet.
Rundt om bordet: Vi gav bolden til deltagerne, der udvekslede erfaringer med barrierer, og drøftede potentialer og løftestænger. En kommentar fra salen var, at nogle steder bliver de lokales engagement kvalt i kommunens processer – måske var det en idé at kommunerne laver et fast track til lokale ildsjæle, der gerne vil have et initiativ op at stå.
Nyt fra Realdania. Filantropidirektør Nina Kovsted Helk delte nyheder om Realdanias filantropiske arbejde og kunne blandt andet fortælle, at fællesskaber fra hele landet for første gang kan søge om et ’rum for fællesskab’ som gave i kampagnen ’Vores Sted’. Kampagnen er søsat i anledning af Realdanias 25-års jubilæum i 2025.