Siden 2020 har Realdania arbejdet med investeringer, der skal give et afkast på niveau med de øvrige investeringer - og samtidig understøtte foreningens mission. For eksempel kan det være investeringer i fonde og projekter, der arbejder med CO2-reduktion, cirkulær økonomi og PropTech-innovation.
Men i hvor høj grad understøtter foreningens missionsrettede investeringer Realdanias mål om at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø? Hvordan udvælger vi de pågældende investeringer? Hvordan ser porteføljen ud nu, og hvad er planerne for fremtiden?
Den 1. oktober præsenterede Realdanias investeringsdirektør Kenneth Lillelund Winther den nye rapport ’Impact af Realdanias Missionsrettede Investeringer’ , og opsummerede resultaterne i rapporten sammen med Realdanias analysechef Henrik Mahncke.
Blandt samtalens mange pointer var disse:
- Foreningens MRI har reduceret CO2-aftrykket med næsten 52.000 tons - det svarer til mere end 4.000 danskeres CO2-aftryk.
- Ved udgangen af 2023 havde foreningen investeret missionsrettet for 800 mio. kr. og commitments for godt 1.4 mia. kr.
- MRI skal understøtte foreningens strategi, men vi tillader, at MRI ikke rammer helt så præcist, som når vi laver uddelinger.
- Kvaliteten i MRI er steget markant - markedet er ved at modnes, selvom det stadig er under 1 pct. af den samlede investeringsramme på verdensplan, der kan karakteriseres som impact investeringer.