Pointer fra Privat Boligforums medlemsarrangement den 20. november 2025
Livskvalitet til leje
Vi tilbringer omkring 60 pct. af livet derhjemme, og derfor har vores bolig stor indflydelse på vores livskvalitet. Men nogle boligformer rimer mere på livskvalitet end andre. Realdanias nye undersøgelse af danskernes livskvalitet viser, at dem, som bor i lejebolig, er væsentligt mindre lykkelige end dem, der ejer deres bolig. Hvorfor?
Ved Privat Boligforums medlemsarrangement den 20. november 2025 stillede vi skarpt på hvordan branchen kan arbejde med lejeboligen, så den fremmer livskvaliteten hos den store del af befolkningen, som bor i dem.
Hvilken betydning har boligstørrelse, naboskab og adgang til have? Hvor er danskernes boligidealer på vej hen? Hvordan drømmene harmonerer med lejeboligens kvaliteter og hvordan lejemodellen kan udvikles, så den i endnu højere grad understøtter livskvalitet - såvel som en sund bundlinje.
Pointer fra dagen - tendenser på boligmarkedet:
-
Boligen er central for livskvalitet – tilfredshed med hjemmet forklarer ca. 20 pct. af vores trivsel. Det handler ikke kun om kvadratmeter, men om rammerne for hverdagslivet, relationer og adgang til natur.
-
Ejerform og tryghed betyder meget – ejere oplever generelt højere livskvalitet end lejere, men ejerboligen er ikke længere ubetinget idealet. Nye livsformer og økonomiske realiteter skaber behov for fleksible alternativer.
-
Boligkulturen er under pres og forandring – parcelhuset har været norm og drøm, men er udfordret af bæredygtighedskrav, ændrede familietyper og stigende arealforbrug. Vi ser en bevægelse mod kompakte boliger, fællesskaber og delte funktioner.
-
Lejeboligen skal gentænkes – fra midlertidig løsning til attraktiv, langtidsholdbar boligform. Det kræver fokus på privatliv, fællesskab, service og design, der matcher nye livsstile.
-
Livskvalitet er et konkurrenceparameter – investeringer i sociale relationer, fællesfaciliteter og fleksibilitet kan skabe værdi for både beboere og udlejere gennem længere botid, færre konflikter og stærkere tilknytning.
-
Bæredygtighed og social ansvarlighed bliver styrende – fremtidens boligudvikling skal reducere klimaaftryk, tænke cirkulært og samtidig understøtte trivsel og fællesskab.
-
Relationer og nærhed er nøglen – gode naboskaber og “lette møder” i hverdagen styrker mental sundhed og livskvalitet. Arkitektur og boligmiljøer skal understøtte dette.
Dagen blev indledt med valg til Realdanias repræsentantskab, hvor der blev valgt syv repræsentanter fra Valggruppen for privat udlejning til repræsentantskabet.
Program
Realdania, Jarmers Plads 2, 1551 København V
Torsdag den 20. november 2025 kl. 10.00 - 14.30
| 09.00 |
Morgenmad og registrering
|
| 10.00 |
Valg til Realdanias repræsentantskab Vi begynder formiddagen med valg til Realdanias repræsentantskab. Realdanias bestyrelsesformand og adm. direktørpræsenterer Realdanias aktuelle aktiviteter og situation, hvorefter der er valg til Realdanias repræsentantskab. Hør om Realdanias arbejde og vær med til at bestemme, hvem der fra Valggruppen for privat boligudlejning bliver valgt til foreningens repræsentantskab. |
| 11.00 |
Pause |
| 11.15 |
Velkommen til debatmøde |
| 11.20 |
Oplæg: Hjem til Livskvalitet Meget få undersøgelser har før koblet vores bolig med vores livskvalitet. Men med Realdanias nye store undersøgelse af danskernes livskvalitet er vi blevet meget klogere på sammenhængen. Undersøgelsen viser, at tilfredshed med boligen forklarer hele 20 pct. af vores livskvalitet. Henrik Mahncke fortæller her om her hvilke boligfaktorer, som spiller den største rolle i forhold til vores trivsel, bl.a. ejerformen. Hvordan kan det f.eks. være, at beboere i lejeboliger oplever væsentlig lavere livskvalitet end boligejere? |
| 12.00 |
Oplæg: En boligkultur under forandring Ejerboligen slår lejeboligen, når det kommer til livskvalitet, så lad os se lidt nærmere på hvordan den spiller ind i fremtidens boligidealer – og hvad siger de om boligliv og livskvalitet? Mette Mechlenborg præsenterer indsigter fra det Realdania-støttede projektet Bo Godt, der undersøger, hvordan danskernes boligdrømme er under forandring i takt med bæredygtighedskrav, nye familieformer og ændrede livsstile. Oplægget stiller skarpt på, hvad det er for kvaliteter og udfordringer, som knytter sig til boligejerskabet og som kræver vi tænkere mere fleksibelt, når det kommer til nye boligformer. |
| 12.25 |
Frokost |
| 13.10 |
Interview: (Leje)boligdrømmen - fra markedets perspektiv Hvordan ser efterspørgslen ud på det private lejeboligmarked– og hvordan forventer vi at efterspørgslen vil ændre sig? Hvad lægger nutidens lejere vægt på, når de vælger bolig? Anne Crone fra Danbolig har i årevis fulgt markedet tæt og møder hver dag både lejere og udlejere. I samtale med Nynne Bjerre Christensen deler hun sine erfaringer og perspektiver på, hvad lejere i praksis prioriterer og efterspørger. |
| 13.25 |
Oplæg: En ny vej for lejeboligen? Home.Earth er en nyere aktør på lejeboligmarkedet med ambitioner om at udvikle og udleje boliger på en måde, der aktivt understøtter social og miljømæssig bæredygtighed– og sætter beboernes trivsel i centrum. Det handler ikke kun om at tilbyde kvadratmeter, men om at skabe boligfællesskaber, hvor man har lyst til at blive boende. Rasmus Juul Nyholm fra Home.Earthgiver et konkret indblik i, hvordan man som boligudvikler og udlejer kan gentænke sin praksis– og vise veje til, hvordan lejeboligen i højere grad kan blive en tryg, langtidsholdbar og meningsfuld ramme om det gode hverdagsliv. |
| 13.50 |
Borddrøftelse og debat: Lejeres livskvalitet - og langsigtet værdi Vi runder af med en fælles refleksion over, hvordan livskvalitet kan blive en konkurrenceparameter og et aktiv for både lejerne og udlejernes bundlinje. |
| 14.30 |
Tak for i dag! Nyd en kop kaffe og dagens hjemmebag |
| 14.45 |
Rundvisning på nyrenoverede Jarmers Plads Til slut vil der være mulighed for en cirka 30 minutters guidet tur i det nyrenoverede hovedsæde for Realdania med fokus på, hvordan arbejdsmiljø, æstetik og bæredygtighed er tænkt sammen i praksis. |