Menu

Christiansfeld: Medlemmer på tur i honningkagernes højborg

Reportage

27. august 2016

Honningkager, hygge og høj sol - Christiansfeld viste sig fra sin bedste side, da en gruppe Realdania-medlemmer tog på opdagelse i verdensarven i den UNESCO-listede by.

At besøge Christiansfeld er som at begive sig lige lukt ind i 1700-tallet. Landets tidligste eksempel på byplanlægning råder i de snorlige gader, og man fornemmer ånden fra brødremenigheden herrnhuterne, som grundlagde byen i 1773. Måske hæger de stadig om deres fine by fra det hinsides?

Arkitekt Jørgen Toft Jessen og leder af Christiansfeld Centret Birgitte Lamp førte an i fortællingen om byens historie og restaureringen af de mange fine huse. Den har taget 12 år og er bl.a. sket for Realdania-midler, så derfor var Realdanias medlemmer inviteret ind i bybilledet for at opleve staden på tæt hold.

Christiansfeld blev planlagt og bygget til at repræsentere det protestantiske by-ideal, da bygherrerne – herrnhuterne – var en kristen bevægelse. Byens vigtigste bygninger var derfor centrereret omkring en plads foran Brødremenighedens kirke. I byen byggede herrnhuterne også skoler, handelshus, familiehuse med værksteder og et "Gemein Logi", som senere blev kendt som Brødremenighedens Hotel, der stadig byder gæster indenfor.

Her indledte gruppen visitten i verdensarven og fik oplæg tilsat kaffe og kage, inden turen gik ud i byen, hvor medlemmerne kunne se, hvorfor Realdania har støttet projektet: Den historiske bykerne lever nu videre i bedste velgående og bliver bevaret som et levende sted med respekt for kulturarven.

Medlemsarrangementer

Reportagen beskriver et af Realdanias mange medlemsarrangementer. Disse unikke arrangementer bliver afholdt for Realdanias medlemmer over hele landet. Her tager foreningen medlemmerne med til bl.a. foredrag, besøg hos ildssjæle, byvandringer og meget mere.