x

5. Beboerdemokratiet under pres

Podcast

Udgivelsesdato
26. juni 2020

Længde
42m 8s

Download

Der er beboerdemokrati i alle Danmarks 1700 almene boligafdelinger. Her har beboerne det afgørende ord i forhold, der vedrører deres boliger og hele boligområdet.

;

Beboerdemokratiet gør den almene sektor til et unikt system i verden, et system, vi er stolte af, når vi sammenligner os med andre lande. Imidlertid blev beboerdemokratiet for de såkaldte hårde ghettoer sat under pres, da parallelsamfundsloven blev vedtaget i 2018 og lagde magt væk fra beboerne og over til kommunerne. Samtidig skal beboerdemokrater i stigende grad tage stilling til omfattende, komplekse bystrategiske spørgsmål, og det fører nogle steder til overvejelser over, om der er behov for fornyelse af måderne, beboerdemokratiet fungerer på.

Medvirkende
Keld Laursen, direktør, Brabrand Boligforening
Annesophie Hansen, afdelingschef, BL
Tina Saaby, stadsarkitekt, Gladsaxe Kommune
Björn Emil Härtel Jensen, projektchef, Realdania

Vært, tilrettelæggelse og klip: Niels Bjørn, Bylyd

Produktion: 'Balladen om blokken' er produceret af Bylyd og udviklet i et samarbejde mellem Bylyd og Realdania 

Serien består af i alt 10 afsnit.

En del af serien 'Balladen om blokken'

'Balladen om blokken' er en podcast-serie om udsatte boligområder og danmarkshistoriens største byggeeksperiment. I serien er der i alt 31 medvirkende, der udfolder problemstillinger tæt sammenvævet af arkitektur, politik og økonomi. 

I de kommende år skal der rives omkring 4.000 boliger ned i landets allermest udsatte boligområder. Men hvordan gik det til, at nogle boligområder som for eksempel Gellerup og Tingbjerg med gode, lyse lejligheder i grønne omgivelser - tegnet af nogle af landets dygtigste arkitekter – i løbet af få årtier endte som boligmarkedets sidstevalg; endda som Danmarks såkaldt ’hårdest ramte ghettoer’? Hvilken viden står vi på, når samfundet river op imod 4.000 boliger ned og investerer milliarder i at skabe social balance i de områder, der i dag er socialt udsatte? Og hvorfor er eksperterne så uenige? 

Denne podcastserie fra Bylyd og Realdania går bag om balladen og undersøger, hvad vi ved – og ikke ved – om de udsatte boligområder og de rammer, de skaber for menneskers liv og hverdag.

Urbanist Niels Bjørn opsøger med mikrofonen i hånden kommuner, boligorganisationer og rådgivere, der skal løse den svære opgave; forskerne, der er uenige om, hvad der virker – og beboerne, hvis hjem står på spil.