København ser markant anderledes ud end i 1996. Nye bydele er kommet til, metroen har ændret vores bevægelsesmønstre, og teknologi fylder langt mere i hverdagen og i det offentlige rum. Og samtidig har vores vaner ændret sig. Vi færdes, mødes, handler, orienterer os og opholder os i byen på nye måder. København har bevæget sig fra i høj grad at være en handelsby til snarere at være en fritidsby.
Men vi mangler et samlet billede af, hvad udviklingen betyder for livet mellem husene. Årtiers byudvikling har omdannet hovedstaden, og nu vil et hold af bylivseksperter og arkitekter undersøge, hvad det betyder for bylivet.
I 1996 dokumenterede Jan Gehl og Lars Gemzøe livet i Københavns gader, pladser og byrum. Studiet fik international betydning for måden, vi forstår og udvikler byer på. Nu gentager de originale forskere undersøgelsen sammen med Louise Grassov fra Schulze+Grassov. Ved at vende tilbage til de oprindelige målesteder og metoder kan projektet vise, hvordan 30 års byudvikling har forandret københavnernes brug af byen.
Et enestående før-og-nu-billede af København
Fordi feltstudierne gennemføres igen, kan resultaterne fra de to år sammenlignes direkte. Projektet skaber dermed et sjældent og præcist billede af, hvordan bylivet har udviklet sig over 30 år.
Arbejdet omfatter dataindsamling, analyse og formidling. Resultaterne skal styrke vores viden om den levende by og give beslutningstagere og fagfolk et bedre grundlag for fremtidens byudvikling.
Målet er ikke kun at se tilbage. Det er at bruge erfaringerne til at justere kommende beslutninger og investeringer, så København fortsat kan være en by med plads til mennesker og liv.
Viden med værdi langt ud over København
København er internationalt kendt for sin tilgang til arkitektur, byrum og byliv. Derfor kan projektets resultater også inspirere andre byer i Danmark og resten af verden.
Undersøgelsen skal blandt andet belyse:
hvordan københavnernes brug af byen har ændret sig siden 1996
hvilken betydning metro, teknologi og nye byområder har fået
hvordan byliv og handelsliv påvirker hinanden
hvad der skaber attraktive og velfungerende byrum i dag
hvordan ny viden kan omsættes til bedre byplanlægning