Tiltrækker børn og unge
Projektet i Brøndby Nord har fokus på at omdanne udearealerne, så de i højere grad tiltrækker unge og børn i boligafdelingen. Idéen er, at det skal være muligt at låne idræts- og legeredskaber, som opbevares i en multipavillon. Den skal skabe et omdrejningspunkt for et aktivt ude- og legeliv, der kan støtte op omkring boligafdelingens mange aktivitetstilbud for børn og unge.
Pavillonen er opført i umiddelbar tilknytning til det nye beboerhus - Fælleshuset Nordlyset, som er opført samtidig med etablering af nye udefaciliteter. Den lette konstruktion af galvaniseret stål er beklædt med ubehandlet cedertræ og et lamineret glastag, der sikrer et godt dagslys inde i pavillonen. Den er ca. 32 m2 stor og opdelt med åbne og lukkede depoter samt et overdækket areal med en fast bænk.
Multipavillonen rummer alle de materialer, beboerne i området skal bruge til udendørsaktiviteter ved Fælleshuset Nordlyset det være sig lige fra cykelværksted med værktøj og reservedele og cykel og gocarts til brug på cykelbanen til rulleskøjter og sikkerhedsudstyr til løb på asfalten ved huset samt spiludstyr til basket, hockey, volleyball, fodbold og petanque, transportabel minigolfbane. Pavillonen anvendes også til opbevaring af festtelte, grill og båludstyr til den udendørs bålplads.
Faciliteterne, udstyret i multipavillonen samt områdets baner til basketball, street soccer, petangue, volleyball og bålplads står til beboernes rådighed i Fælleshusets åbningstider og benyttes også af lokale klubber og foreninger med mere organiserede aktiviteter.