COVID-19-pandemien satte boliger, arbejdspladser og byrum på prøve og afslørede både sårbarheder og behovet for fleksible, sunde og robuste rammer. Hjemmet blev pludselig både kontor og skole, hvilket skabte udfordringer med plads, støj og indeklima. Kontormiljøer måtte tilpasses nye krav, mens offentlige rum blev afgørende mødesteder – men ofte uden tilstrækkelig fleksibilitet. Krisen understregede dermed, hvordan vores omgivelser enten kan understøtte eller udfordre hverdagen.
Erfaringerne har tydeliggjort behovet for en dybere forståelse af, hvordan de fysiske rammer påvirker sundhed, trivsel og fællesskab – ikke kun i krisetider, men også i en hverdag med skiftende behov. Det rejser vigtige spørgsmål om, hvordan vi kan fremtidssikre vores boliger, arbejdspladser og byrum, så de bedre kan modstå uforudsete forandringer.
I vores indsats RESPOND – Rammerne for den nye hverdag samarbejder vi med forskere og eksperter for at kortlægge, hvordan pandemien har ændret vores brug af rum og bygninger. Målet er at samle viden og erfaringer fra både pandemiperioden og årene efter, så vi kan skabe mere robuste og bæredygtige løsninger for fremtidens byggede miljø.
Indsatsen løber i to parallelle spor
Spor 1: Videnssporet
Videnssporet undersøger pandemiens langtidseffekter på det byggede miljø – fra hjemmet og arbejdspladsen til offentlige rum, institutioner og fritidsområder.
Forskere fra BUILD på Aalborg Universitet har gennem spørgeskemaundersøgelser, registerdata og interviews kortlagt danskernes adfærd og brug af fysiske rammer før, under og efter pandemien. Kortlægningen bidrager med viden om, hvordan vi kan bruge erfaringerne fra pandemien til at forme fremtidens byggede miljø.
Blandt resultaterne står det klart, at hjemmearbejde er blevet en fast del af hverdagen for mange, men uden at arbejdspladserne har skåret ned på deres arealer. Hver tiende dansker angiver pandemien som en direkte årsag til at flytte – ofte til områder tættere på naturen. Samtidig rejser forskningen spørgsmål om, hvorvidt idealet om den tætte by bør gentænkes i lyset af de ændrede præferencer. Læs mere i rapporten Pandemiens spor:
Læs mere om BUILD og RESPOND på BUILDs projektside:
Projekt RESPOND - Rammerne for den nye hverdag - Aalborg Universitet
Spor 2: Løsningssporet
Under COVID-19-pandemien opstod der en bølge af innovation, hvor både virksomheder og civilsamfundet udviklede nye løsninger for at tilpasse sig de udfordringer, pandemien medførte.
For at sikre, at denne innovation ikke gik tabt, blev løsningssporet i RESPOND-indsatsen etableret. Formålet var at identificere, støtte og skalere de bedste ideer fra pandemiperioden inden for det byggede miljø, så de kunne bidrage til et mere robust bygget miljø og forbedret livskvalitet – også efter pandemien.