I 2007 udskrev Realdania idékonkurrencen Øresundsvisioner 2040 med henblik
på at starte en visionær og fri debat om Øresundsregionens langsigtede
fysiske udvikling – set i et regionalt, tværnationalt og globalt
perspektiv. Ni besvarelser blev præmieret, fordi de indeholdt interessante
diskussioner om Øresundsregionens potentiale og aktuelle udfordringer.
Besvarelserne repræsenter en bred vifte af interessante synspunkter og
giver bud på planlægningens rolle, karakter og vigtige elementer.
Idékonkurrencens besvarelser rejste også en mere principiel diskussion om
den regionale planlægning og behovet for fysisk planlægning kontra mere
strategisk og værdibaseret styring. Flere argumenterede for, at vi i dag er
nødt til at udvikle en ny tænkning om styring og planlægning.
Idékonkurrencen, dommerkomitéens drøftelser og den debat, der fulgte
offentliggørelsen af konkurrencen, pegede på, at der var både stof til og
behov for en mere principiel debat om regionalplanlægningens status og
karakter. Derfor besluttede Realdania at undersøge mulighederne for at
udarbejde en antologi om regional planlægning. Konkurrencedeltagerne og
dommerkomitéen blev indbudt til at komme med vinkler, temaer og idéer til
indhold. Der er blevet afholdt to workshops undervejs, hvor alle har været
samlet og har drøftet de mange vinkler, der kan anlægges på spørgsmålet om,
hvordan en aktuel og relevant regional planlægning og planlægningstænkning
skal se ud. Mange har budt ind med artikler, og en følgegruppe har givet
deres kommentarer undervejs.
Resultatet er antologien DET STORE RUM – en debatbog om regional
planlægning, der giver en række meget forskellige bud på, hvilke temaer og
elementer, der indgår i planlægningen af de store sammenhænge, i
regionaliseringen og den regionale planlægning.
DET STORE RUM udkom 16. juni 2010.