Arkitekturens Dag: Fra mursten til mennesker - Arkitektur som nøgle til trivsel og fællesskab
Hvordan kan vi skabe arkitektur, der både fungerer i hverdagen – og løfter menneskers livskvalitet?
Arrangement
Dato
6. oktober 2025
Adresse
Jarmers Plads 2
1551 København V
Adgang for alle

Gode naboer giver høj livskvalitet.
Kreditering: Steffen Stamp.
På Arkitekturens Dag inviterer vi til en samtale om arkitekturens muligheder for at skabe stærkere fællesskaber, sundere hverdagsliv og byrum, der inspirerer og forbinder. Vi tager afsæt i resultaterne fra Vores Livskvalitet, en af Danmarks største undersøgelser med hele 122.000 danskere, der viser, hvor afgørende bolig, naboskab og adgang til grønne områder er for vores trivsel.
Samtalen knytter an til vores filantropistrategi, hvor vi arbejder med arkitekturens muligheder. Men først og fremmest handler det om at udforske, hvordan arkitekturen kan blive en nøgle til et rigere og mere meningsfuldt hverdagsliv – for os alle.
Filantropidirektør Stine Lea Jacobi styrer samtalen mellem Henrik Mahncke, analysechef i Realdania, og Niels Bjørn, urbanist og forfatter til bogen 'Det menneskelige habitat', der bygger bro mellem forskning og praksis i forståelsen af, hvordan det fysiske miljø påvirker vores sanser, adfærd og trivsel.
Sammen inviterer de dig til at se nye perspektiver, udfordre vanetænkning og lade dig inspirere: Hvordan kan vi skabe rammer, der giver mere livskvalitet – i hjemmet, mellem husene og i byen?
Alle, der er interesserede i arkitekturens muligheder, er inviteret. Er du arkitekt, planlægger eller byudvikler, vil du have særlig glæde af arrangementet.
Vores Livskvalitet
Vores Livskvalitet – Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere? Det er den fulde titel på bogen, som vi udgav den 20. marts 2025 – FN’s International Day of Happiness. Bogen præsenterer hovedkonklusionerne fra en af de største undersøgelser af danskernes livskvalitet nogensinde, og er lavet i anledning af vores 25-års jubilæum.