Hovedværk: Vilhelm Lauritzen Terminalen
Vilhelm Lauritzen Terminalen er én af verdens første civile lufthavnsterminaler og internationalt anerkendt som et af de tidligste og mest gennemførte eksempler på dansk modernisme. Tag med Realdania By & Byg Klubben til et hovedværk i dansk arkitekturhistorie.
Rundvisning
Dato
25. marts 2025
Adresse
Vilhelm Lauritzens alle 1-3
2770 Kastrup
Arrangør
Realdania By & Byg Klubben

Akvarel af Vilhelm Lauritzen Terminalen, 1936
Vilhelm Lauritzen Arkitekter/Kgl. Bibliotek
Da arkitekt Vilhelm Lauritzen tegnede Københavns første lufthavnsterminal, var der ingen model for, hvordan en lufthavn skulle se ud. Den bygning, han skabte i 1936, var baseret på funktion frem for form med en airside og en landside. I dag er det stadig sådan langt de fleste af verdens lufthavne er designet.
Ønsket om at skabe en hal uden afbrydelser og fri for søjler, inspirerede Lauritzen til det berømte og karakterfulde bølgende loft. Den kraftige, bølgede konstruktion, gør det muligt for loftet at svæve over terminalen uden støtte. Loftet er støbt i 12 centimeters tykkelse med en bølgehøjde på 50 centimeter.
Realdania By & Bygs samling af 19 danske arkitekters huse rummer det dobbelthus, som Vilhelm Lauritzen i 1958 tegnede til sig selv og hele sin familie. Huset i Hellerup afspejler Lauritzens person og arkitektursyn. Det er gennemsyret af hans sans for detaljen og greb om modernismen.
Realdania By & Byg Klubben besøger Vilhelm Lauritzen Terminalen for at give et perspektiv på dansk arkitektur knyttet til Realdania By & Bygs samling fra den danske bygningsarv.