Menu

Vi har genbesøgt 34 projekter i almene boligområder, støttet gennem kampagnen Det gode boligliv i perioden 2011–2016. Projekterne spænder fra mindre, beboerdrevne initiativer til større fælleshuse og byrum. De er genbesøgt minimum fem år efter realisering for at undersøge, hvad der sker, når hverdagen melder sig, og den første begejstring har lagt sig.

Genbesøgene viser store forskelle i projekternes levedygtighed. Nogle steder er der fortsat liv og aktivitet, andre steder har projekterne ændret karakter eller lukket. Erfaringerne peger samlet på, at fysiske greb kun skaber varig værdi, når drift, organisering og lokal kontekst er tænkt med fra start.

Centrale læringer

  • Et element af professionel organisering er afgørende for, at projekter holder. Projekter med et klart placeret driftsansvar og professionel organisering har bedre forudsætninger for at fungere over tid. Særligt dér, hvor aktiviteter kan forankres i eksisterende organisering eller ansatte kræfter, står projekterne stærkere. Projekter, der udelukkende bygger på frivillige kræfter, er generelt mere sårbare – især i boligområder med sociale udfordringer eller stor beboerudskiftning.

  • Projekter skal passe til den lokale kontekst. Fysiske løsninger fungerer bedst, når de matcher områdets beboersammensætning, hverdagsliv og sociale forhold. Genbesøgene viser, at projekter kan komme i modvind, hvis de ikke er tilpasset den konkrete kontekst – uanset arkitektonisk kvalitet.

  • Drift og vedligehold er lige så vigtige som idéen. Mange projekter udfordres over tid af manglende midler eller kompetencer til drift og vedligehold. Genbesøgene viser, at projekter har størst chance for at leve videre, når drift og vedligehold er tænkt ind fra begyndelsen – både økonomisk og organisatorisk.

Gode råd til arbejdet med projekter i almene boligområder

  • Placér driftsansvaret tydeligt fra start. Aftal, hvem der har ansvar for drift og vedligehold, og hvordan det indgår i den daglige organisering.

  • Tag udgangspunkt i områdets hverdag og organisering. I boligområder med sociale udfordringer er rene frivilligprojekter ofte mere sårbare og kræver tydelig støtte eller professionel forankring.

  • Tænk drift før form. Vurder tidligt, om projektet kræver særlige kompetencer, løbende aktiviteter eller teknisk vedligehold, og om det er realistisk i praksis.

Hvad får indsatser i almene boligområder til at lykkes?

Læs erfaringer fra almene boligområder og få indblik i, hvordan organisering, skala og lokale greb kan skabe positiv udvikling over tid.

Læs flere læringsindsigter
Se alle materialer om byudvikling i vores vidensbibliotek