Det Økologiske Råd har de seneste år sat fokus på børns indeklima, da det er et område, hvor der fortsat mangler viden. Børn kan være ekstra sårbare i forhold til indeklimaet, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på det indeklima, børn opholder sig i. Et dårligt indeklima har blandt andet indflydelse på børns søvn og koncentrationsevne.
Rapporten deler resultaterne fra pilotstudiet af 20 deltagende institutioner fordelt på fire kommuner. De deltagende institutioner har i to forskellige rum fået målt CO2, temperatur, luftfugtighed, ultrafine partikler, radon, kemikalieniveauer i støvet samt lyd- og lysforhold.
Resultaterne vil give danske daginstitutioner mulighed for at sammenligne deres egen situation med en af de 20 kortlagte institutioner, hvis resultater og anbefalinger er beskrevet i 20 detaljerede anonymiserede rapporter. Dermed kan danske institutioner få en fornemmelse af, hvordan forholdene kunne være i deres egen institution.
Projektet er udført i samarbejde mellem Det Økologiske Råd, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Københavns Universitet, VELTEK, ROCKWOOL og VELUX A/S.
Realdania har finansieret pilotprojektet som led i foreningens indsats for at forbedre børns indeklima.
Det Økologiske Råd har per 26. november 2019 skiftet navn til Rådet for Grøn Omstilling.