”De kunne ikke flytte ånden med, da vi flyttede over i den nye administrationsbygning. Det var noget ganske særligt at være i Rosenbygningen. Når man kom ind i den om morgenen var det som en lise for sjælen. Den store hall, som alle skulle igennem uanset, hvor man skulle hen, var bygningens hjerte. Her stødte man altid ind i folk, der også var på vej. Ned fra øverste etage voksede der lange grønne hængeplanter, dekoreret med nogle af Kaj Bojesens træaber. Der var lys og der var luft og rislen fra springvandene. Det var som at komme hjem.”, citat fra tidl. medarbejder ved Tuborg.
Tuborgs administrationsbygning indtager en markant position i dansk erhvervsbyggeri i årene omkring år 1900. Bygningen er tegnet af arkitekt Anton Rosen - heraf navnet Rosenhuset. Huset er opført i skønvirkestil, og dets indre er rigt dekoreret med bemalinger, messing og dyre træsorter.
Dyk ned i arkitekt og professor Carsten Thaus uddybende fremstilling af Rosenhusets arkitektur og den tid, som Gesamtkunstværket er opført i. Og læs om den omfattende restaurering, der involverede gørtlere, possementmagere og et fund i en skotøjsæske. Tidligere medarbejdere giver i personlige beretninger indblik i livet i huset.
Bogen er 2.udgave udgivet i 2025. 150 sider rigt illustreret med nye fotos, gamle billeder og originale tegninger.