Vær med, når Realdania Erhvervsforum torsdag den 17. september drager på en skræddersyet ekskursion til Lolland-Falster, hvor vi gennem oplæg, besøg og møder med centrale aktører får et førstehåndsindblik i den udvikling, der former området netop nu.
Femern-forbindelsen ændrer allerede de økonomiske og markedsmæssige vilkår på Lolland-Falster. Nye virksomheder etablerer sig, investeringerne stiger, og der arbejdes målrettet med at omsætte udviklingen til konkrete projekter inden for by- og ejendomsudvikling.
Sideløbende arbejder Realdania målrettet med at understøtte udviklingen af byer og lokalsamfund – blandt andet gennem den strategiske indsats Nakskov 2030, hvor Realdania i partnerskab med lokale aktører er med til at drive konkrete by- og ejendomsprojekter frem og dermed styrke grundlaget for langsigtede investeringer i et område i markant forandring.
Du kan se frem til en dag, hvor du blandt andet skal opleve:
Regional erhvervs- og ejendomsudvikling: Få indblik i de tendenser, investeringer og udviklingsprojekter, der former Lolland-Falster – og hvor nye muligheder er på vej.
Femern Bælt-projektet indefra: På den store udstilling får du indsigt i projektets omfang og betydning for erhvervsliv, mobilitet og fremtidig udvikling i regionen.
Udsigt over tunnelbyggeriet: Oplev det nye udsigtspunkt Pilen ved Rødbyhavn med panoramaudsigt over byggepladsen, tunnelfabrikken og de omfattende forandringer omkring Rødbyhavn.
Byvandring i Nakskov: Se konkrete transformations- og byudviklingsprojekter og få indblik i, hvordan offentlige, filantropiske og private investeringer spiller sammen i den lokale udvikling.
Frokost på Christianssæde: Besøg den nænsomt restaurerede herregård, der efter årtiers forfald er genopstået som ramme for møder, kultur og arrangementer.
Du er velkommen til at invitere en gæst med fra dit faglige netværk.
Der er et begrænset antal pladser på turen.
Program
8.30: Dørene åbnes til bussen
Sæt dig til rette, mens vi byder på kaffe og lidt morgenmad.
9.00: Afgang fra Køge Nord Station
Bussen sætter kursen mod Nakskov, mens der bliver budt velkommen og konteksten bliver sat for dagens ekskursion.
Andreas Karberg, formand for Erhvervsforum og adm. direktør i Karberghus
Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania
Oplæg i bussen: Nakskov 2030 - en by i forandring
Simon Harboe, projektchef i Realdania
Nakskov 2030 er en af Realdanias strategiske, partnerskabsbaserede indsatser, hvor der anvendes en række forskellige filantropiske værktøjer til at understøtte udviklingen i en af Danmarks mest udfordrede egne. Projektchef i Realdania, Simon Harboe, fortæller om indsatsens forskellige områder, virkemidler og de resultater der er opnået indtil nu.
Oplæg i bussen: Erhvervs- og ejendomsudvikling i kølvandet på Femernforbindelsen
Mikkel Wesselhoff, adm. direktør, Business Lolland Falster
Lolland-Falster oplever stærk fremgang, både hvad angår beskæftigelse, investeringer og erhvervslivets performance. Mikkel giver os en indblik i den rivende udvikling og tegner et billede af, hvor man særligt skal rette øjnene hen, hvis man er interesseret i ejendomsinvesteringer i denne spændende del af Danmark.
11.15: Bussen ankommer til Nakskov
Nakskov: Byrundtur med guide
Henrik Madsen, leder af Nakskov 2030
Gennem de seneste seks år har Nakskov gennemgået en imponerende revitalisering. Investeringer i byrum, kulturmiljøer og havneområder har skabt nye muligheder for både erhvervsliv og ejendomsudvikling og bidraget til at tiltrække private investeringer.
På byrundturen viser Henrik Madsen, hvordan udviklingen er blevet omsat til konkrete projekter, og hvordan offentlige, filantropiske og private investeringer spiller sammen i praksis.
Vi starter besøget i den nyrestaurerede og netop indviede Havnebygning, der er transformeret fra tidligere erhvervsbygning til et nyt samlingspunkt for byens borgere og gæster.
12.50: Herregårdsfrokost i Maribo
Dagens frokost serveres på den nyrenoverede herregård Christianssæde i Maribo. I et halvt århundrede har herregården i barokstil , som stod færdigbygget i 1740, stået som en tom murstensskal, men efter en omfattende og nænsom restaurering åbnedes dørene i 2025 på ny og danner i dag rammerne om fester, møder og kulturelle arrangementer.
14.00: Besøg i udstillingen om Femern-forbindelsen
Femern Bælt-projektets store udstilling i hjertet af Rødbyhavn giver et indblik i det fascinerende byggeri af den 18 kilometer lange tunnel til Tyskland gennem billeder, tekst, modeller og film. På udstillingen fortæller lokale guider om projektet og de muligheder, det skaber for transport af mennesker, varer og ideer.
15.10: Udsigtspunktet Pilen
Fra det helt nye udsigtspunkt Pilen ved Rødbyhavn er der en enestående udsigt over byggeriet af Femern Bælt-tunnelen. Vi traver til tops på det arkitektoniske vartegns 217 meter lange og 24 meter høje rampe, som ligger tæt på det sted, hvor tunnelen til Puttgarden begynder. Nyd udsigten over byggepladsen, tunnelfabrikken og det omkringliggende område.
15.40: Afgang fra Rødbyhavn
17.30: Bussen ankommer til Køge Nord
18.15: Bussen ankommer til København H