Menu

Når vandet kommer – hvordan klimatilpasser vi vores byer og boliger?

Hvad betyder stigende havvand, øget grundvand og regn for, hvordan vi bygger bygninger og byer? Vær med i Vejle den 7. maj 2026, når vi samler medlemmer tilknyttet Realdania Debat, eksperter, praktikere og boligaktører for at finde inspiration til handling.

Klimaforandringerne presser sig på, og vandet bliver en stadig mere afgørende faktor for, hvordan vi bor, bygger og udvikler vores byer i Danmark. Ekstremregn, stigende grundvand og højere vandstand i havene udfordrer både vores boliger og vores byer – og kalder på nye samarbejder, nye løsninger og nye måder at tænke byudvikling på.

Vær med i Vejle den 7. maj 2026, når vi samler medlemmer tilknyttet Realdania Debat, eksperter, praktikere og boligaktører for at finde inspiration til handling.

  • Hvad fortæller klimavidenskaben os?

  • Hvordan forbereder vi vores boliger og byområder på en fremtid med mere vand?

  • Og hvordan skaber vi klimatilpasning, der både beskytter, fornyer og giver merværdi til beboere og byer?

Dagen byder på oplæg, debat, praktiske øvelser og tre målrettede byvandringer, der viser, hvordan klimatilpasning allerede er i gang i Vejle – fra konkrete løsninger i boligområder til store strategiske greb i bymidten.

Vi glæder os til at se dig!

Program

Tid: Torsdag den 7. maj 2026, kl. 10–16.15 (morgenmad fra kl. 9)

Sted: Spinderihallerne, Spinderigade 11E, 7100 Vejle

Moderator: Anna Aslaug Lund, Landskabsarkitekt, Ph.d., Schønherr

Målgruppe: Arrangementet er målrettet Ejerboligforum, Privat Boligforum og Byudviklingsforum

9.00
Registrering og morgenmad

10.00
Velkommen og nyt fra Realdania
Nina Kovsted Helk, adm. direktør i Realdania opdaterer os på den seneste udvikling og aktiviteter i foreningen.

Kort intro: Realdanias klimatilpasningsindsatser
Mikkel Henriques, projektchef i Realdania

Foreningen Realdania arbejder for at udvikle danske byer med fokus på at tilpasse dem til mere ekstremt vejr. Målet er samtidig at understøtte bymiljøer, der udgør en god ramme om hverdagslivet. Mikkel giver en kort indflyvning til foreningens klimatilpasningsindsatser.

Dagens ordstyrer sætter scenen
Anna Aslaug Lund, landskabsarkitekt MAA, ph.d. hos Schønherr

10.25
Vores klimatiske udfordringer - globalt, nationalt og lokalt
Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer og glaciologi, Syddansk Universitet

Hvordan skal vi forstå tempoet og omfanget af de klimatiske forandringer, der udfolder sig i disse år? Og hvordan må vores samfund forholde sig til klimaets udvikling?

Den internationalt anerkendte klimaforsker Sebastian Mernild giver os et forskningsbaseret indblik i de globale, nationale og lokale klimaforandringer, der former vores samtid. Han åbner desuden for refleksion over, hvad klimaforandringerne betyder for vores måde at indrette os på i fremtiden.

10.55
Oplæg: Når vandet former fremtiden
Lisbet Wolters, stadsarkitekt og klimachef i Vejle Kommune

Vejle står som en af de danske byer, hvor vandudfordringerne mærkes tydeligst. Med både ekstremregn, stormflod og vand fra oplandet arbejder kommunen målrettet med at beskytte bymidten og samtidig udvikle nye byrum.

Lisbet giver et indblik i Vejles strategiske tilgang til klimatilpasning og de naturbaserede løsninger, der skal skabe både sikkerhed og merværdi. Vi bliver klogere på, hvordan klimatiltag kan kobles med arkitektur og byudvikling – og hvordan Vejle omdanner udfordringerne til nye muligheder for hele byen.

11.20
Pause: Stræk benene og tank op

11.35
Oplæg og mini-workshop: Er vi beredte sammen?
Nina Baron, lektor på Katastrofe- og risikomanagementuddannelsen

Hvordan håndterer vi risikoen for oversvømmelser, og hvad vil det egentlig sige at være beredt som kommune, boligejer og udlejer?

Få tjeklisten på plads, når katastrofeekspert Nina Baron stiller skarpt på, hvordan vi kan styrke vores lokale modstandskraft over for stormflod, skybrud og stigende grundvand. Vi kommer tættere på centrale udfordringer og dilemmaer, når professionelle beredskaber skal arbejde sammen med borgere og private aktører.

Inden frokost smager vi på en lille øvelse. Deltagerne får chancen for at teste, hvordan lokalt samarbejde, koordinering og handlekraft kan styrkes, når vandet presser sig på.

12.35
Frokost

13.25
Oplæg: Hvad bygger vi på kanten til fremtiden?
Katrina Wiberg, centerleder, lektor, cand.arch. MDL og ph.d. ved Arkitektskolen Aarhus

Hvordan kan vi udvikle vores kystbyer, når havvandsstigninger og øget risiko for oversvømmelser udfordrer både eksisterende og fremtidige byområder?

I dette oplæg præsenterer Katrina Wiberg centrale resultater fra et omfattende forskningsprojekt, der har undersøgt byudvikling og planlægning i risikozoner i 54 danske kystbyer.

Med udgangspunkt i projektets fire anbefalinger giver hun et overblik over, hvad der faktisk sker i Danmark (og i udvalgte internationale eksempler) – og hvad vi med fordel kunne arbejde hen imod, når vi udvikler byer, der skal modstå og tilpasse sig et foranderligt klima.

13.50
Paneldebat: Hvordan navigerer vi mellem strategi, økonomi og omstilling?
De komplekse klimatiske forandringer, der udfordrer vores samfund, økonomi og byplanlægning, tvinger os til at finde nye veje. Hvordan navigerer dette nye landskab?

Vi har samlet et ekspertpanel med fire repræsentative perspektiver. Giv dit besyv med, når dagens moderator Anna Asluag blandt andet spørger panelet, hvilke tidshorisonter vi kan forvente og hvem har ansvaret til at handle og hvornår?

Panelet består af stadsarkitekt Lisbet Wolters fra Vejle, lektor Katrina Wiberg fra AARCH, Helle Osmer Clausen, programdirektør i CIP Fonden og projektchef Mikkel Suell Henriques fra Realdania.

14.30
Kaffe, kage og klar til byvandringer
Tank op, inden vi fordeler os på de tre forskellige byvandringer, der er målrettet til hver af dagens tre debatfora - Byudviklingsforum, Ejerboligforum og Privat Boligforum.

14.45
Byvandring om klimatilpasning, oversvømmelseshåndtering og byudvikling (målrettet til Ejerboligforum):
På denne byvandring ser vi, hvordan klimatiltag i Vejle både reducerer risikoen for oversvømmelser og samtidig forskønner byen. Fokus er på byens strategiske arbejde med løsninger, der kommer alle borgere til gode – også på de mange dage, hvor ekstremregn ikke fylder i hverdagen.

Rute og praktik: Vi går langs omløbsåen gennem midtbyen og besøger udvalgte klimatiltag, herunder skybrudsløsninger og “kunstvejen”. Turen afsluttes ved den nye sluse og byrum.

Guider: Paul Landsfeldt, ingeniør – Vand og Frederik Friborg Nielsen, arkitekt, Vejle Kommune.

14.45
Byvandring om lokale klimatiltag i almene boligområder (målrettet til Privat Boligforum:
Turen giver indblik i konkrete løsninger fra Østerbo og klimaparken, hvor partnerskaber og samarbejde på tværs har skabt robuste løsninger i boligområderne. Vi ser på bygningerne, de udfordringer der kan opstå med vand i kældre, og hvordan erfaringerne kan sammenlignes med private udlejningsboliger. Fokusområder: Regnvand på terræn, afkobling af tagvand, klimaparken og evt. samarbejdet med skolen.

Rute og praktik: Turen til klimaparken og Østerbo foregår både med bus og til fods.

Guider: Ulla Pia Geertsen, klimakoordinator og Pia Lyngdrup Nedergaard, direktør for Østerbo Boligforening.

14.45
Byvandring for Byudvikling: De store strategiske greb i klimatilpasning
Byvandringen sætter fokus på Vejles langsigtede og adaptive strategi for klimatilpasning og stormflodsbeskyttelse. Vi ser på de strategiske greb, der skal sikre bymidten og samtidig skabe merværdi i form af biodiversitet, renere havvand, formidling og øget beredskab. Membranen indgår som en central naturbaseret løsning.

Rute og praktik: Bustur til sluseområdet og Membranen med stop undervejs.

Guide: Lisbet Wolters, stadsarkitekt og klimachef.

16.15
Retur i Spinderihallerne - og tak for i dag!

Stormflodsbeskyttelse i Vejle Kommune

I Vejle skal stormflodsbeskyttelse og byudvikling gå hånd i hånd. Realdania har støttet en åben borgerdialogproces og idékonkurrence samt realiseringen af første etape af en samlet stormflodsstrategi for midtbyen.

Dem skal du møde

ANNA ASLAUG LUND, SCHØNHERR Landskabsarkitekt, Ph.d. hos Schønherr. Anna er uddannet arkitekt MAA fra Kunstakademiets Arkitektskole i København og adjunkt ved Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning på Københavns Universitet. Hendes arbejde fokuserer primært på klimatilpasning af byrum i forhold til havvandsstigninger og stormflod.

HELLE OSMER CLAUSEN, CIP FONDEN Program Director hos CIP Fonden (Copenhagen Infrastructure Foundation), hvor hun leder projekter med fokus på tekniske og finansielle løsninger til strukturelle samfundsudfordringer, herunder klimatilpasning og risikomærkning af ejendomme i forhold til stormfloder. Hun har tidligere haft ledende stillinger i centraladministrationen, blandt andet som kontorchef for Samfundsøkonomi, konkurrenceevne og digitalisering.

KATRINA WIBERG, ARKITEKTSKOLEN AARHUS Centerleder, lektor, cand.arch. MDL og ph.d. ved Arkitektskolen Aarhus (AARCH), hvor Katrina er tilknyttet forskningslaboratoriet Territories, Architecture and Transformation. Hun er uddannet cand.arch. og har en ph.d. fra Arkitektskolen Aarhus. Hendes forskning fokuserer på, hvordan byer og landskaber kan tilpasse sig stigende havvandsstande og ekstremregn. Hun arbejder ofte med ’adaptive planning methods’ i kystnære danske byer. Katrina underviser på kandidatstudiet Studio Emerging Landscapes. I 2018 modtog hun Statens Kunstfonds Dristighedspris for nytænkende forskning i klimatilpasning.

LISBET WOLTERS, VEJLE KOMMUNE Stadsarkitekt i Vejle Kommune siden 2015 med fokus på arkitektonisk kvalitet og borgerinddragelse i byudviklingen. Lisbet er uddannet arkitekt MAA fra Arkitektskolen Aarhus. Hun er forperson i Dansk Byplanlaboratorium og tidligere partner i Årstiderne Arkitekter (nu Arkitema).

NINA BARON, KØBENHAVNS PROFESSIONSHØJSKOLE Lektor på Katastrofe- og risikomanagementuddannelsen ved Københavns Professionshøjskole. Hun har en ph.d. i sociologi og forsker i klimatilpasning, beredskab, risikokommunikation og borgerinddragelse. Hendes arbejde fokuserer på, hvordan lokalsamfund, myndigheder og professionelle aktører kan samarbejde om at håndtere oversvømmelser og andre klimarelaterede hændelser.

SEBASTIAN MERNILD, SYDDANSK UNIVERSITET Professor i klimaforandringer og glaciologi på Syddansk Universitet (SDU). Ph.d. og dr.scient. fra Københavns Universitet. Sebastian leder det tværfaglige klimacenter på SDU, og er hovedforfatter på FN’s klimarapporter (AR5 og AR6). Han er tidligere adm. direktør for Nansen Environmental and Remote Sensing Center i Bergen, medlem af bestyrelsen for Bjerknes Center for Climate Research i Bergen og har haft fremtrædende forskerstillinger ved bl.a. Los Alamos National Laboratory (New Mexico), University of Alaska Fairbanks og CEC i Chile.

NINA KOVSTED HELK, REALDANIA Adm. direktør i Realdania og tidligere filantropidirektør. Uddannet arkitekt MAA fra Kunstakademiets Arkitektskole. Nina har tidligere været ansat i Freja Ejendomme, Hvidovre Kommune og senest i JJW Arkitekter A/S som tegnestuechef 2016-2017 og adm. direktør fra 2017-2018. Hun er Advisory Committee medlem af Dronning Marys Center, bestyrelsesformand i Realdania By & Byg og bestyrelsesmedlem i Dansk Arkitektur Center.

MIKKEL SUELL HENRIQUES, REALDANIA Arkitekt og projektchef i Realdania med fokus på bæredygtigt byggeri og klimatilpasning. Mikkel arbejder indgående med, hvordan byer kan tilpasses klimaforandringer inden for en socialt og miljømæssigt bæredygtig ramme, herunder kystbeskyttelse og skybrudssikring. Han har tidligere været fuldmægtig i Bygningsstyrelsen (Slots- og Ejendomsstyrelsen).