Menu

Oplev CLAY – en verden af keramik

Oplev udstillingerne ’SAXBO – Stentøj til folket’, ’Niels Erik Gjerdevik – Mulighedernes rum’ og meget mere fra keramikkens forunderlige verden, når vi besøger CLAY Keramikmuseums unikke samling af keramisk kunst, kunsthåndværk og design. Deltag senest den 29. marts i lodtrækningen om 30 x 2 billetter til arrangementet.

Realdanias medlemsarrangement: CLAY Kearamikmuseum

Vi inviterer til et besøg i Nordens eneste specialmuseum for keramisk kunst, CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart, hvor du får chancen for at komme bag facaden på de aktuelle udstillinger og den smukke tilbygning med udsigt over Lillebælt. Vi skal høre om udstillingen ’SAXBO – Stentøj til folket’ og den mere eksperimenterende ’Niels Erik Gjerdevik – Mulighedernes rum’.

Desuden introduceres I til museets permanente udstillinger 'Keramikkens Magi – dansk keramik fra 1775 og frem' og 'Skatkammeret – gaven fra Royal Copenhagen'. Glæd dig til et besøg i keramikkens verden, hvor hverdagskeramik møder kunsten.

Adresse 

CLAY Keramikmuseum Danmark, Kongebrovej 42, 5500 Middelfart

Tid 

Tirsdag den 14. april 2026, kl. 15.00 - 16.30

Særlig info 

Det er ikke tilladt at medbringe tasker i udstillingerne på museet. Der er taskeskabe på museet.

Program 

15.00: Realdanias vært byder velkommen i Café CLAY, mens vi serverer kaffe og kage.

  • Museumsdirektør Pia Wirnfeldt fortæller om museet og udvidelsen af den oprindelige bygning, der er fredet som et velbevaret eksempel på de allerførste danske villabyggerier.

  • Rundvisning på museet: Vi besøger blandt andet udstillingerne ’SAXBO – Stentøj til folket’ og ’Niels Erik Gjerdevik – Mulighedernes rum’. 

16.30: Tak for i dag! Deltagerne har mulighed for at gå rundt på egen hånd i udstillingerne frem til kl. 17.00.

Mere om projektet: CLAY Keramikmuseum

CLAY i Middelfart er Nordens eneste specialmuseum for keramisk kunst. I 2009 havde museet brug for mere plads og ønskede en tilbygning. I samarbejde med Middelfart Kommune støttede vi arkitektkonkurrencen for den nye tilbygning. I dag består museet af den gamle hovedbygning, som oprindeligt var en herskabsvilla, og tilbygningen fra 2015 med en stor, moderne glasfacade mod Lillebælt.

Mere om projektet

Konkurrencebetingelser

Pladserne ved vores arrangementer fordeles ved lodtrækning. 

Bemærk, at pladserne skal benyttes af medlemmer med ledsagere og ikke kan overdrages til andre. 

Deltag i konkurrencen senest søndag den 29. marts 2026. Vinderne får direkte besked på mail mandag den 30. marts.

Vi oplever, at mange medlemmer ønsker at deltage i vores arrangementer. For at give flest mulige medlemmer chancen for at deltage, har vi valgt at indføre en midlertidig karantæne for både vindere, der deltager i arrangementer og vindere, der udebliver uden afbud: Hvis man har vundet plads på et arrangement, vil man først kunne blive udtrukket som vinder igen 45 dage efter, man udtrækkes som vinder. Hvis man udebliver fra et arrangement uden at melde afbud senest 24 timer før, vil man først kunne blive udtrukket som vinder igen 60 dage efter, man udtrækkes som vinder. Herefter kan man igen indgå i konkurrencer på lige fod med alle andre medlemmer.

Hvis et arrangement gentages flere gange på samme dag, kan man desuden kun tilmelde sig lodtrækningen på et af tidspunkterne.

Påmindelse via SMS

Hvis du vinder pladser til arrangementet og har oplyst dit telefonnummer til Realdania, vil du modtage en påmindelse på SMS 1-2 dage før arrangementsdagen. Realdania behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med vores persondatapolitik. Vær særligt opmærksom på punkt 2.e og 2.f i persondatapolitikken, der vedrører deltagelse i arrangementer og konkurrencer. Hvis du har fået nyt telefonnummer, må du meget gerne give os besked via medlemsinfo@realdania.dk.

Bliv medlem af Realdania

Du kan deltage i konkurrencen, hvis du allerede er medlem af Realdania. Boligejere kan blive medlem - det er gratis at være medlem og gratis at deltage i medlemsarrangementer. 

Læs mere om dine medlemsfordele

Meld dig ind