x

ARKENWALK skal finde sin form

Pressemeddelelse 3. oktober 2017

Ishøj Kommune, ARKEN og Realdania har nu fundet de kunstnere og arkitekter, som skal konkurrere om at bygge en ny kunststi igennem Ishøj.

Et af de seneste års mest ambitiøse kunstprojekter i Ishøj går nu ind i en ny fase.

Ifølge planen skal kommunen i sommeren 2019 indvie en særlig kunststi fra Ishøj Station til kunstmuseet ARKEN. Nu har kommunen udpeget de fire hold af kunstnere og arkitekter, som skal kæmpe i en storstilet konkurrence om at få den store opgave.
27 hold ansøgte om at deltage i konkurrencen, og Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj, er glad for den store interesse: "Vi har udvalgt fire virkelig interessante og kompetente hold, og vi er meget spændte på at se deres kommende forslag. Vi leder efter en stærk idé, der er ud over det sædvanlige, og det er jeg sikker på, at vi også får. Generelt var ansøgerne alle meget kvalificerede, og de fire hold, som vi har udvalgt, ligger på et virkelig højt niveau", siger borgmesteren.
 

Sti skal binde byen sammen

Den 2,2 km lange strækning fra Ishøj Station til ARKEN - som har fået navnet ARKENWALK - går igennem forskellige byrum og boligområder og videre ud i kystlandskabet i Ishøj Strandpark. Et af målene for den kunstneriske stiforbindelse er, at den både skal binde de forskellige dele af byen sammen og give borgere og besøgende en kunstoplevelse ud over det sædvanlige.

Bag det store projekt står - udover Ishøj Kommune - kunstmuseet ARKEN og Realdania.

Museumsdirektør Christian Gether fra ARKEN udtaler:
"Det helt specielle for denne konkurrence er, at der er kunstnere med som en vigtig del af holdet. Det giver projektet et ekstra løft. Med konkurrencen lægges der op til at udforme stiforbindelsen på en sådan måde, at kunst, landskab og byrum smelter sammen og får en ny betydning, og sådan at kunsten inddrager og aktiverer publikum på nye og overraskende måder".
 

Forslag skal afleveres til december

Programchef i Realdania, Astrid Bruus Thomsen, ser også konkurrencen som et skridt på vejen til at etablere en særlig forbindelse i Ishøj: "Det er en udfordrende og spændende opgave at formgive en unik forbindelse og byrum mellem Ishøj station og ARKEN. Stien skal synliggøre ruten fra stationen til museet. Samtidig skal den være et oplevelses- og aktivitetsbånd for byens borgere og besøgende, som måske ikke er på vej til ARKEN, og som på den måde kan trække mere liv til. Jeg glæder mig meget til at se de gode holds bud på, hvordan den opgave kan gøres til virkelighed", siger hun.

Næste skridt i processen er et kickoff-arrangement, hvor de fire udvalgte hold får mulighed for at gå ruten igennem. Dernæst får de lov til at fordybe sig i deres forslag, som de skal aflevere i december.

Blandt de indkomne forslag vil projektets styregruppe udvælge de to bedste, som får lov til at gå videre til en såkaldt dialogfase, hvor de får mulighed for at arbejde videre og tilpasse deres forslag. Den endelige vinder offentliggøres den 19. juni 2018.
 
 

FAKTA:

De fire udvalgte hold

  • SCHØNHERR A/S, IN SITU ApS og NIRAS A/S med kunstnerne Morten Stræde og Thilo Frank
  • JUUL ' FROST Arkitekter A/S og John Pløger med lyskunstner Flemming Brantbjerg og kunstner og professor Claus Carstensen
  • TREDJE NATUR, EKJ Rådgivende ingeniører AS, TN Research v. Boris Brorman Jensen, Fortheloveoflight og kunstner Ingvar Cronhammar
  • Arkitekt Kirstine Jensens Tegnestue med Marie Nipper og kunstner Jeppe Hein
     

Dommerkomiteen består af:

  • Borgmester, Ishøj Kommune, formand for dommerkomiteen
  • Repræsentant, Ishøj Kommune
  • Marie-Louise Madsen, teknisk direktør, Ishøj Kommune
  • Astrid Bruus Thomsen, programchef, Realdania
  • Christian Gether, direktør, ARKEN
  • Mette Skjold, partner/CEO, arkitekt maa & mli - fagdommer landskab
  • Tue Hesselberg Foged, founding partner, arkitekt maa - fagdommer arkitektur

Budgettet for projektet beløber sig til cirka 24 mio. kr. Heraf bidrager henholdsvis Ishøj Kommune med 8 mio. kr. og Realdania med 16 mio. kr. til det samlede projekt.

Pressemeddelelsen er udsendt af Ishøj Kommune.