”Praksis har udmærket sig med en række fantastiske og sanselige boligbyggerier over de senere år. Vi er derfor rigtig spændte på at indlede samarbejdet om at udforske rammerne for fællesskaber i boligen sammen med dem og PFA, og vi glæder os til at komme i sving,” fortæller projektleder Gustav Z. Brade fra Realdania.
Seniorbofællesskabet kommer til at indeholde 20-30 boliger med et samlet bruttoareal på ca. 2.400 m2. PFA Ejendomme er bygherre, mens konceptet bag seniorboligfælleskabet udvikles i et samarbejde mellem PFA Pension og Realdania ud fra værdier som god livskvalitet og en indholdsrig hverdag.
”Ved at inddrage Praksis tidligt i udviklingsfasen tror vi på, at byggeriet og seniorbofællesskabet bliver endnu stærkere” siger chefkonsulent Maria Heickendorff fra PFA Pension.
Samarbejdet med PFA Pension sker som led i Realdanias initiativ Rum og fællesskaber for ældre, som arbejder for at kickstarte byggeriet af seniorbofællesskaber i samarbejde med private investorer og almene boligselskaber.
Seniorbofællesskaber er kendetegnet ved at beboerne har en højere livskvalitet, stærkere naborelationer og færre tegn på social eksklusion end beboere i andre boformer. Cirka 80.000 danskere overvejer at flytte i seniorbofællesskab inden for de næste 5 år - til sammenligning er der i dag cirka 7.000 boliger. (Note: De 7.000 var det estimat, der var muligt at lave i starten af indsatsen. En senere og mere præcis løbende optælling har vist, at der reelt i 2016 var omkring 4.200 boliger i seniorbofællesskaber i Danmark.)