x

Tre nye guides til grøn mobilitet og byudvikling

Nyhed 14. februar 2018

Nu er der ny inspiration at hente for kommuner, der arbejder for at omstille til miljørigtige køretøjer, gøre det attraktivt at vælge kollektiv transport og bygge tættere byer for at mindske transportbehovet i det hele taget.

Transportsektoren står for næsten halvdelen af den samlede CO2-udledning. Der er altså rigtig god grund til at se nærmere på transportformer og mobilitet i omstillingen til et lavemissionssamfund. 

Og der er mere end ét håndtag at gribe fat i, som det fremgår af de tre nye guides: En guide kommer med inspiration og anbefalinger til kommuner, der ønsker at omstille bilparken til miljørigtige køretøjer. En anden guide sætter fokus på mulighederne for at fremme et effektivt busbaseret transportsystem – et såkaldt Bus rapid transit (BRT). Og den tredje af de nye guides præsenterer forskellige metoder til at skabe transitorienteret byudvikling. Det handler eksempelvis om at gøre det attraktivt at gå og cykle, skabe god adgang til kollektiv transport og bygge tættere byer for at mindske transportbehovet i det hele taget. 

Alle tre guides indeholder eksempler fra ind- og udland suppleret med anbefalinger til danske byer og kommuner, der gerne vil i gang med lignende løsninger. 

C40’s serie af good practice-guides

De tre guides er fuldender serien på i alt syv Good Practice Guides, som tager udgangspunkt i erfaringerne fra det internationale bynetværk C40. De syv guides indeholder i alt 70 eksempler på løsninger inden for energi, transport, affaldshåndtering, byplanlægning, klimatilpasning og finansiering. De er udarbejdet for Realdania af Rambøll Management Consulting, som har omsat de internationale erfaringer til en dansk kontekst.

   

 

Good practice-guide om transitorienteret byudvikling

     
   

Good practice-guide om Bus rapid transit

     
    Good practice-guide om miljørigtige køretøjer i kommunerne